Halløj i badebassinet

Både dyr og mennesker nyder otte dages ophold i Aalborg

Dyr 3. juni 2003 08:00
AALBORG: Søløverne Candy, Sussie, Teddy og Skupi boltrede sig rigtigt, da Beredskabscenter i går var så venlig at fylde deres svømmepøl med 32.000 liter vand. Påfyldningen blev en smule forsinket, fordi beredskabscentret blev kaldt ud til en brand, og den skulle naturligvis slukkes først. Men da endelig vandet fossede ud i bassinet, kan det nok være at søløverne blev kåde og legesyge. - Hvis vores søløvedressør Steven Pedersen selv skulle have fyldt bassinet med en haveslange, kunne det have varet et helt døgn. Derfor er vi meget glade for, at beredskabscentret stiller sig til rådighed, siger Nelly Jane, der i årevis har tilrettelagt Cirkus Benneweis' turné rundt i landet. Samtidig fik elefanterne også et ordentligt brusebad, og det bekom den øjensynligt vel i den dejlige sommervarme. - I det hele taget ser vi frem til de otte dages ophold i Aalborg efter at være flyttet fra by til by hver eneste dag i længere tid. Oven i købet har vi været plaget af dårligt vejr, men nu skinner solen, og stemningen er meget afslappet blandt alle,. der rejser rundt med vores cirkus, fortæller Nelly Jane. Cirkus Benneweis er en stor familie med 115 artister, teltkarle, staldknægte og hvad der ellers hører til i sådan et firma. Af dyr er der foruden sølver og elefanter også pingviner, hunde, heste og kameler. Benneweis bliver i Aalborg i otte dage, hvilket vil sige pinsen over. I løbet af disse otte dage er der i alt 10 forestillinger med plads til 1500 mennesker hver gang. Når Benneweis efter pinse rykker teltpælene op af Fjordmarken, fortsætter turnéen med kurs mod Sæby, Frederikshavn, Skagen, Hjørring og Brønderslev. mons
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...