Halløj på scenekanten

Sindal 1. juni 2003 08:00

SINDAL: Toppen af poppen havde allerede været på spil på Sindal Marked i torsdags, og fredag aften var tiden så kommet til toppen af kroppen - det ungdommelige segment af begge køn skulle lokkes til marked med billig sprut, bare bryster og maskuline vaskebrætter i maveregionen. Både en del af ungersvendene og de hvinende piger blev i en forstand inficeret af det man i dagens anledning passende kunne omdøbe til "strip-tokokker", leveret direkte fra scenekanten - i hvert fald vidnede deres hujende tilråb og blanke pander om feberhedt blod i årerne. Allervarmest så de hyrede vagter dog ud til at have det i deres forede uniformsjakker, der gjorde den lune aften endnu hedere. De havde dog ikke meget at bestille, da scenen blev indtaget først af tre piger og derefter af tre mænd, og vagterne fik da på sin vis også assistence, for både en af pigerne og en af herrerne var klædt ud som betjente. Efter bedste evne - Så'n et vaskebræt, vrængede en knægt, der godt kunne ligne en konfirmand på en blå fredag, da herrerne indtog scenen, mens den mandlige del af publikum forsvandt som dug for solen. Der var der dog publikummer til at tage over i form af både piger og kvinder, som kunne hvine, så flere af markedsgæsternes trommehinder gik i selvsving. Men hvad var det så de blev bragt i ekstase over, jo, et muskelsvulmende trekløver bestående af Ditlev, Michael og Frank, som sikkert efter bedste evne forsøgte sig med smidige dansetrin. Men det kan være svært, når man samtidig er lidt af en kleppert, som, mens bevægelserne står på, også skal lette kroppen for tekstiler løbende. Nu var pigerne jo formentlig heller ikke stimlet sammen om scenen for at nyde piruetter og give karakterer for det kunstneriske indtryk, og at dømme efter reaktionerne, var de fleste af nutidens ellers så selvstændige kvindevæsener for en stund helt med på at blive hjemmegående husmødre og med et smil vaske beskidte kaffekopper og flade tallerkner med bolognese-rester op på Franks vaskebræt. Mave- og trommeskind Mikrofon-masteren, der havde som fornemste opgave at gejle publikum op, havde flere gange hånden nede i skuffen med primitiv retorik, som drønede ud i markedsteltet for fuld skrue via højttalerne. Publikum måtte væbne sig med tålmodighed for de fik at vide, at der blev budt på en runde yderligere senere på aftenen, hvor de fik stillet mere i udsigt, hvilket måtte være ensbetydende med mindre tøj, og det var naturligvis ud fra en kold kalkyle i et forsøg på at fastholde en god del af publikummerne på markedpladsen i længere tid. Da første del af showet var overstået, indtog Østre Gasværk scenen og havde der været en anmelder tilstede ville vedkommende - måske - have noteret, at gasolin-kopisterne paradoksalt nok var end kende mere originale i forhold til de lumre udfoldelser, da man gik fra maveskind til trommeskind og fra baller til Rabalderstræde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...