Hals Fjernvarme vil have endnu mere medvind

Selv om Hals Fjernvarme har mange kunder og stille fremgang i varmesalget, så er det ikke helt godt nok, mener formanden

Virksomhedsøkonomi 29. september 2002 08:00

HALS: Hals Fjernvarme vil fortsat gerne kunne udråbe sig som en 'miljørigtig og fremtidsorienteret' varmeleverandør til sine forbrugere. Det skulle da heller ikke være noget problem for fjernvarmeværket, som i dag er oppe på at forsyne 984 forbrugere med miljørigtig energi. Heraf er alene 36 nye forbrugere kommet til i regnskabsåret, mens yderligere ni kunder siden har meldt sig. Endvidere er 22 mulige fjernvarmebrugere med på listen i 2002, oplyste fjernvarmeformand Bent Petersen, da han på den årlige generalforsamling aflagde beretning for 30 fremmødte på Hals Hotel. - Hertil kommer et potentiale på omkring 100 forbrugere, som endnu ikke har fundet ud af, at Hals Fjernvarme AmbA er en konkurrencedygtig forsyningskilde af varmt vand og varme, bemærkede formanden. I øvrigt lancerer Elsparerådet nu en tilskudsrunde i området, hvor nuværende elvarmebrugere har mulighed for at få tilskud, hvis de omlægger til til fjernvarme, konstaterede han. Ingen ændring i priser Hals Fjernvarme har i perioden solgt 17.129 mWh mod 16.631 mWh sidste år. Med en fremgang på 498 mWh, svarer det til det lagte budget, men slet ikke til værkets forventninger takket være manglende frostgrader. Ikke desto mindre forventer Hals Fjernvarme at kunne fastholde takstlinien pr. kubikmeter rum på 8,00 kroner plus moms, så kunderne ikke vil kunne mærke forskel. Fjernvarmen kommer i år ud med et underskud på 23.022 kroner på grund af et uventet lavt salg af varme. Det skyldes dels, at nytilkomne forbrugere i dag bestræber sig på at lave energirigtige huse samtidig med, at den eksisterende boligmasse generelt er isoleret optimalt. Men igen. Det skulle ikke kunne mærkes hos den enkelte forbruger.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...