Lokalpolitik

Hals Havns østpier

USSEL MAMMON: Da jeg i Nordjyske søndag 18. november læste om byrådets planer med Hals Havns østpier, var jeg ved at kløjes i morgenmaden. Min første tanke - efter at have læst artiklerne - var: Det kan da ikke være rigtigt. En 9,5 meter høj bygning rummende 2100 kvadratmeter til kontorer og andre formål beliggende på havnens østpier. Men, men. Man fornemmer straks, at planerne ikke mangler meget, inden de er ført ud i livet. Polar Seafoods direktør, Helge Nielsen udtaler til Nordjyske: Østpieren på Hals Havn er et dejligt sted at placere bygningen. Vi har meget at gøre med Grønland, og det ville være fint, at vi kunne se skibene sejle ind i Limfjorden med vores varer fra Grønland. Jeg spørger så: Hvem er vi? Det kan da vel ikke være firmaets medarbejdere. Disse skal vel passe deres arbejde frem for at vinke til grønlandsskibene. når disse passerer Hals Havn. Tillige udtaler direktøren, at der pt. ikke er særlig pænt på østpieren. Selv mener jeg og sikkert mange andre, at dens udseende er normalt for et havneområde. Det er jo netop dette udseende, der gør, at man mærker, man er på en havn og oplever dens miljø. Et eller andet sted skal man vel have, hvor man kan kølhale, opbevare, vedligeholde og reparere sine fartøjer. Men dette blæser langt de fleste af byrådets medlemmer vel på. Her tænkes blot på ussel mammon. Indtil dato er bådejerne på havnen blevet jaget fra det ene sted til det andet. Det syntes da også som om, de sidste muligheder for opbevaring af både på havnen er udtømte. Jeg glæder mig til på borgermødet at høre, hvor man har tænkt sig disse mange skibe og både skal placeres. Og hvad med søspejdere og roklub? Hvad mon man har tænkt sig med disse? - Grunden på østpieren skal i udbud, og så må Polar Seafood sørge for at byde mest, udtaler Mariann Nørgaard (V). Jo tak, Nørgaard - du behøver ikke være nervøs. Man skal nok være der. For penge kan man købe alt - næsten. Og i øvrigt er der vel heller ikke mange andre, der har tænkt sig at lægge billet ind for at erhverve sig den pågældende grund. Det er den sikkert for dyr til, eller...? Spørgsmålene hober sig op, og jeg er sikker på, at alle vil blive vendt, når der tirsdag holdes borgermøde om den nye lokalplan. Jeg håber på, at man kan fylde Hals Skoles aula og give udtryk for, hvad man virkelig mener og føler i denne sag - også selvom at vi ved, at resten af sagens gennemførelse kun er formaliteter.