Kina

Hals-løber blev nr. tre på Den kinesiske Mur

HALS: Det var i bogstaveligste forstand idrætsmandens ”møde med muren”, da den 45-årige halsbo, Bjarne Jensen, placerede sig som nummer tre ud af 244 løbere der gennemførte hele løbet ved årets store maratonløb på Den kinesiske Mur. - Det gik utrolig godt. Jeg kom i mål efter 4 timer og 10 minutter. Og så var jeg faktisk utrolig frisk bagefter – også dagen derpå, fortæller idrætsmanden, som sammen med sin hustru, Tove Borg, havde taget turen den halve jord rundt for at dyrke sin lidenskab. - Første tur over muren gik godt, jeg småløb og gik hurtigt. Jeg løb sidelæns ned, det gik rimelig hurtigt. Fra midt på muren løb jeg sammen med to hollandske brødre, meget flinke og snakkesalige. Ved cirka 15 km måtte jeg slippe dem. Det var nu blevet meget varmt, men jeg klarede det fint – drak dog under hele løbet meget. Inde på pladsen - lige inden anden runde på muren - fik jeg til min overraskelse at vide, at jeg var nummer fem. Det gav styrke, men jeg fortsatte dog stille og roligt. Det var en lang, lang stigning. Midt på gik jeg forbi den ene og lige før toppen stod en dansk løber helt stille med krampe. Jeg fandt en god teknik og fortsatte. Jeg var nu nummer tre.