Hals

Hals Løbet nærmer sig 1000 deltagere

Det ser ud til, at forventningerne til den første udgave af Hals Løbet” afvikles søndag 10. august godt og vel bliver indfriet.

Tilmeldingerne strømmer ind, og ifølge initiativtager Steen Rasmussen, Sportsshoppen i Hals, der arrangerer løbet i samarbejde med den lokale erhvervsforening, nærmer deltagertallet sig 1000 til de to ruter på henholdsvis 5 og 10 km. Hals-løbets får udgangspunkt fra havnen i Hals og fører løberne langs den naturskønne strækning ad Sønder Skovvej. Der er 10.000 kr. til både den kvindelige og mandlige vinder af den lange distance. De næsthurtigste præmieres med 5000 kr., mens der er 2500 kr. i tredjepræmie, oplyser Steen Rasmussen. - De store pengepræmier har virkelig vakt opsigt og ikke mindst Københavns-området er flot repræsenteret med mange tilmeldinger, fastslår Steen Rasmussen. X Factor-underholdning Løbet skydes i gang kl. 13 af de to kendte tvillinger fra X-Factor programmet i DR, René og Michael, som kalder sig Angels Forever. Steen Rasmussen løfter samtidig sløret for, at koncerten på Skansepladsen med flere af deltagerne fra X-Factor indledes og sluttes med optræden af det danske band, "Popshop". I forbindelse med arrangementet har Hals Skole stillet omklædnings- og badefaciliteter til rådighed for deltagerne. Tilmelding til løbet sker via hjemmesiden www.aalborgmotion.dk. Her kan man også læse alt om begivenheden. Aalborg Atletikklub hjælper i øvrigt til med alt det praktiske. Udover hovedløbene omfatter arrangementet to børneløb, hvor der også er fine pengepræmier på højkant. - Det bliver en dag for hele familien, hvor vi blandt andet trækker lod om masser af sponsorgaver, fortæller Steen Rasmussen. Han tilføjer, at begivenheden skal gøres til en årlig tradition i havnebyen. - Vi er i fuld gang med planlægningen af næste års arrangement. Her har Sportsshoppen 25 års jubilæum, og i den forbindelse afvikler vi en halvmaraton med en førstepræmie på 100.000 kr. En sum af den størrelse kan trække verdenseliten til, og det er vores mål, lyder det fra Steen Rasmussen.