Gandrup

Hals-priser blev uddelt

HALS:Tirsdag aften blev årets Hals-priser uddelt til de idrætsudøvere, som i det forgangne år har gjort sig specielt positivt bemærkede. Den lille happening fandt sted på Gandrup Kro, hvor blandt andet håndboldtræneren fra Aalborg HSH, Lars Friis Hansen, var på besøg. Hals-prisen kan tildeles idrætudøvere, som har ydet en resultatmæssig flot præstation, eller som har ydet en speciel indsats for at fremme venskab og fællesskab. I alt var der 107 idrætsdyrkere, som fik tildelt Hals-prisen. Nogle for solopræstationer og andre for kollektive bedrifter. Prismodtagerne agerer indenfor vidt forskellige sportsgrene, og én af disse er skydning. Her var det blandt andet Henry Thomsen fra V. Hassing Skytteforening, der modtog Hals-prisen. Han har ellers i forvejen åbnet døren til pokalskabet flittigt. Det er således blevet til både nordiske, danske, jyske og amtsmesterskaber til ham i årets løb. I den anden ende af skalaen gik Hals-prisen til en flok pige-fodboldspillere fra V. Hassing Gymnastikforening. Begrundelsen for denne pris var, at der er ydet en særlig indsats for at fremme det gode og naturlige fællesskab og kammeratskab. Herudover roses det positive i, at vægten er lagt på bredden i deltagernes aktivitet. Efter prisoverrækkelsen blev der holdt et foredrag af Lars Friis Hansen.