Halsbrækkende wrestling-show

Skældsord og slag blev uddelt med hård hånd, da der lørdag var wrestling i FFK Centret

Selvom det ser halsbrækkende ud, så er det kun for sjov. Her bliver Kristian Rønnest med kunstnernavnet Thorn, rykket rundt i hovedet. Foto: Hans Ravn

Selvom det ser halsbrækkende ud, så er det kun for sjov. Her bliver Kristian Rønnest med kunstnernavnet Thorn, rykket rundt i hovedet. Foto: Hans Ravn

Fædre, sønner og enkelte piger fyldte tilskuerpladserne godt op, da Dansk Pro Wrestling lørdag eftermiddag gav et halsbrækkende show i FFK Centret. Femten Wrestlere skulle i ringen og kæmpe foran det veloplagte publikum. Musikken spiller op til spænding, publikum klapper i takt, og røg pustes ud, inden de to første wrestlere indtager ringen. Attituden er hård og det samme er sproget. - Hvem fanden tror du, du er, råber en wrestler til en anden, inden de begynder at smide rundt med hinanden. Lussingerne, sparkene og wrestleren fyger gennem luften. Selvom der ér regler i wrestling, så er de tilsyneladende glemt, så snart dommeren vender ryggen til. Selvom tonen i ringen er hård, forsikrer Kristian Rønnest, med kunstnernavnet Thorn om, at alle er venner, når de har forladt ringen. - Det er et show, og selvom vi mener. hvad vi siger i ringen, så er vi ikke så hårde udenfor ringen. Vi opfører os grimt for at gejle publikum op, fortæller han Sådan en tåbe Michael Madsen fra Dansk Pro Wrestling fortæller, at wrestling ikke handler om konkurrence men om underholdningen. - Det er bestemt på forhånd, hvem der vinder, men publikum ved ikke, hvem det er. Derfor ødelægger det ikke noget for dem, siger Michael Madsen. Publikum skal bare leve sig ind i kampen, som var det, en god film de så. Og det har de ikke svært ved. - Sådan en tåbe, at rive ham i håret, råber en dreng op mod ringen. - Pas På, det kommer til at gøre ondt dét der, advarer den samme dreng, inden en wrestler, der ligger på gulvet, bliver ramt af hans springende modstander. Kasper Lykke Larsen på 10 år er med sin far til Wrestling. Han plejer at se wrestling på computeren, men i dag skal han se det på tæt hold. - Jeg er her, fordi jeg godt kan lide at se wrestling. Det sjoveste er at se, hvordan de laver deres tricks, siger Kasper Lykke Larsen. Hård bund Selvom det hele kun er et show, og de har lært teknikker, der tager de værste slag, kan det gå galt. Underlaget i ringen er lavet af træ, med et tyndt lag skum og kanvas. Kristian Rønnest fortæller, at han engang slog hul i hovedet. - Selvom en del er planlagt, så er vi ikke altid selv herre over, hvad der sker, og man slår sig altid i en kamp, siger Kristian Rønnest. Hvis alt går efter planen, kommer showet til Frederikshavn igen til efteråret.