Halstrup 2003 på Hals Skole

Hals 28. februar 2003 07:00

HALS: Det lille kollektivistiske samfund, Halstrup, genopstår i uge 13, når byportene slås op, ind til en flittig befolkning under borgmester Vagn Andersens forsæde. I omhandlede periode vil borgerne i den lille by, der til forveksling minder om Hals Skole, være særdeles aktive på diverse værksteder, som blandt meget andet forarbejde materialer i træ, keramik, papmache og glas. En stor del af produktionen forventes i øvrigt sat til salg, når der bliver "åben" fredag eftermiddag. Ikke mindst skønhedssalonen forventer stor søgning ugen igennem. Efterfølgende kan man passende præsentere sit nye look i den lokale biograf eller gå på netcafé. I det naturvidenskabelige eksperimentarium får tilværelsen ekstra spænding, mens der i cafeen bydes på daglige kulinariske oplevelser fra det lokale madværksted. Også den søde tand er der tænkt på i bolchefabrikken, der desuden fremstiller noget så specielt som naturkosmetik. I idrætscenteret er der rige muligheder for fysisk udfoldelse, ligesom den omgivende natur indbyder til hulebyggeri og lejrbål. Endelig er der gøgl og cirkus på programmet med offentlig adgang til den store gallapremiere sidst på ugen. Samtlige aktiviteter dækkes naturligvis af de to konkurrerende ugeaviser, som med reklamer, annoncer, kulturstof, tegneserier, omtaler, interviews med videre henvender sig til samtlige borgere i Halstrup 2003.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...