Haltende mand med dyb stemme og urtekniv: Stik mig tasken!

Røveriforsøg mod ungt par på sti i Frederikshavn

Peter Witten
Arkivfoto: Henrik Bo
Kriminalitet 1. september 2018 09:31

FREDERIKSHAVN: Et ungt par blev fredag aften udsat for røveriforsøg på Hånbækstien i Frederikshavn.

Da parret kom gående på stien kl. 20.29, dukkede en mand op og truede med en urtekniv.

- Stik mig tasken, sagde manden, der ville have fat i kvindens taske.

Det unge par løb dog fra stedet, og den knivbevæbnede mand forsvandt - uden at have fået tasken, oplyser vagtchef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi.

Politiet har dette detaljerede signalement af gerningsmanden:

Han var 25-30 år, 180-190 cm høj, havde sort hår med voks i, sort skæg (ca. 3-5 cm langt).

Han havde en sort jakke på med jakkens hætte over hovedet. Desuden var han iført cowboybukser og hvide sko af mærket Adidas eller Nike.

Han medbragte en rygsæk, muligvis af mærket "Eastpak".

Manden talte med en dyb stemme, og han haltede muligvis på venstre ben.

Politipatruljer ledte forgæves efter manden fredag aften.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte Nordjyllands Politi på tlf. 114.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...