Halv sejr i kampen for borgerservice

En medarbejder kan hjælpe de fleste i Dronninglund

Esben Heine
Der er indgået et kompromis omkring borgerservice så borgerne kan få hjælp til enkelte opgaver i juli. Arkivfoto: Hans Ravn
Dronninglund 1. april 2016 06:10

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Der er fundet en pragmatisk løsning omkring bemandingen på borgerservice i Dronninglund.

Bendt Danielsen (Borgerlisten) havde ønsket sagen om genåbning af borgerservice i Dronninglund i juli taget op i byrådet. I fjor var borgerservice lukket i juli. Siden har 14 foreninger, der repræsenterer flere tusinde medlemmer, klaget over beslutningen.

På byrådsmødet foreslog borgmester Mikael Klitgaard (V) en pragmatisk løsning. Han pegede på, at der i juli vil være en medarbejder, der kan hjælpe de fleste.

- Dog er der ikke mulighed for at hjælpe med pas og kørekort. Men det kan de, der har brug for, få klaret inden juli, mener borgmesteren. Der er mulighed for at få hjælp til e-boks samt til at betjene video-anlægget, der har forbindelse til en sagsbehandler på rådhuset i Brønderslev. Bendt Danielsen pegede på, at der er mange ældre, der har behov for hjælp i juli, og som har vanskeligt ved at komme til rådhuset i Brønderslev.

Carsten Møller Nielsen (S) henviste til, at da de to kommuner blev lagt sammen, blev det aftalt, at der skulle være decentral service.

- Statsministeren arbejder også på, at der skal ske en decentralisering med udflytning af statslige arbejdspladser.

Carsten Møller Nielsen understregede også, at tæt på halvdelen af kommunens befolkning bor i den tidligere Dronninglund Kommune, og derfor også har behov for service.

Han pegede også på, at en del ældre ikke har mulighed for at komme til Brønderslev.

Mikael Klitgaard afviste, at sagen omkring borgerservice er et spørgsmål om øst-vest-debat, som han mener sagen er gjort til.

- Vi skal tænke på personalet. Som personalet siger, så er der skåret ned på bemandingen, og det betyder, at det er sværere at få tingene til at hænge sammen.

Mikael Klitgaard påpegede også, at rådhusene er lukket i næsten to uger omkring jul og nytår, hvilket ikke giver problemer for borgerne.

Karsten Frederiksen (K) glædede sig over borgmesterens pragmatiske forslag.

- Det er ikke hensigten at ramme de svageste.

Bendt Danielsen lagde ikke skjul på, at han hellere havde set en genåbning af borgerservice i Dronninglund.

- Men borgmesterens forslag er den næstbedste løsning, sagde han.

Arne M. Jensen (S): - Når man hører borgerne ytre sig, går det blandt andet på, at der ikke er forståelse for, at hensynet til, at personalets ferieplan bedre kan hænge sammen, end at borgerne får service.

Bendt Danielsen ønskede spørgsmålet vurderet efter sommerferien, når besøgstallet kendes.

- Vi har jo ikke endeligt lukket sagen, så den kan tages op igen efter sommerperioden.

Da borgerservice var lukket i juli 2015, er der ikke noget at sammenligne med.

Mikael Klitgaard sagde, at enhver sag altid kan tages op.

- Men det ville da være træls, om denne debat skal tages op hvert år, sagde Mikael Klitgaard, der også slog fast, at sagen ikke er et led i øst-vest-spørgsmålet.

Mikael Klitgaard sagde, at det, at der er to rådhuse i kommunen er tegn på, at byrådet vil decentralicering.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...