Halvanden god periode rakte ikke mod tophold

Aalborgenserne var i front 1-0 og 2-1 men gik ned i tredje periode

Odense IK Aalborg IK 6-2 Ishockey, Isligaen ODENSE: - Cifrene lyver. - Der var langt større jævnbyrdighed i kampen i Odense, og havde vi haft bare lidt større træfsikkerhed i de to første perioder, kunne vi have ført med både to og tre mål. Aalborg IK-backen, Frederik Åkesson, ærgrede sig en del over, at han sammen med sine holdkammerater måtte se sig besejret så klart af det fynske tophold, for langt hen ad isen fulgte AIK'erne hjemmeholdet til dørs. Det var helt efter bogen, at AIK fik scoret først, og efter Odenses udligning var Kasper Haslund på plads til endnu en aalborgensisk føring. - Blandt de positive elementer i kampen var, at både B- og C-kæden fik scoret, mens vi til gengæld i A-kæden ikke var skarpe nok denne gang. Og så var det trist, at vi ikke formåede at omsætte mange chancer i de to første perioder. AIK fik chancen for at komme tilbage i kampen ved stillingen 3-2 til Odense, da Bo Nordby Andersen i boxplay erobrede pucken og skøjtede mod det fynske mål. Han blev imidlertid hægtet bagfra, inden han fik skudt, og der blev korrekt dømt straffeslag. Desværre for aalborgenserne lykkedes det for en gang skyld ikke Bo Nordby at score på forsøget, og da holdet kort efter fik endnu en spiller vist ud, så Odense kunne spille fem mod tre, bragte hjemmeholdet sig foran med 4-2. - Derefter faldt vi mere eller mindre sammen, mens Odense blev mere og mere flyvende på isen og endelig fik vist, at de er tophold. - Inden kampen troede vi helt sikkert på en kopi af pokalsejren over fynboerne, men omvendt var det ikke i den kamp, vi havde budgetteret med tre point. - Alt i alt blev det en lidt mager weekend for os med blot et enkelt point som udbytte efter 3-4 fredag aften mod Herning, men vi kan heldigvis stadig afgøre, om vi skal med i DM-kvartfinalespillet. - Vi skal formentlig vinde tre ud af de sidste fem kampe, for at være helt sikre, og fredag aften i Frederikshavn får vi chancen første gang i en rigtig nordjyske knaldperle. - Forhåbentlig kommer der fuldt hus med 2500 tilskuere til opgøret, drømmer Frederik Åkesson, der allerede er begyndt at glæde sig til lokalslaget. jop Kampfakta: Periodecifre: 1-1, 3-1, 2-0 Mål: 0-1 Jacek Nowakowski, 1-1 Karl Johan Sundt, 1-2 Kasper Haslund Knudsen, 2-2 Ntsika Shange, 3-2 Alexandr Macijevski, 4-2 Brett Larsson, 5-2 og 6-2 Rasmus Holst. Udvisninger: Odense IK: 5 x 2 min., Aalborg IK: 8 x 2 min. Dommer: Casper Christensen. Tilskuere: 1765 i Odense Skøjtehal.