Halvdelen af lærerforenings medlemmer har søgt om lån

Det er kun hvert andet medlem af de lockoutede lærere i Danmarks Lærerforening, der har taget lån.

Halvdelen af lærerforenings medlemmer har søgt om lån

Ud af de godt og vel 41.000 lærere, der er medlem af Danmarks Lærerforening og derfor har været ramt af lockouten, er det kun halvdelen, der har søgt om at få konfliktlånet fra lærerforeningen udbetalt til 1. maj.

Det oplyser Per Sand, der er medlem af foreningens Forretningsudvalg, til Ritzau.

- Det er cirka halvdelen af dem, der har været lockoutet, der har ansøgt om lån. Det vil sige cirka 21.000 ud af 41.000, siger han.

Længe inden regeringen torsdag morgen meldte ud, at den ville gribe ind i den omstridte lærerkonflikt, havde lærerforeningen besluttede sig for, at den 25. april var sidste frist til at søge om lånet, hvis det skal udbetales til 1. maj.

Lånet er på 18.150 kroner og ligger på samme niveau som startlønnen for en nyuddannet lærer og skal betales tilbage med en månedlig rate på 420 kroner over en fireårig periode.

Tilsammen udgør de optagede lån kun lidt over 20 procent af lærerforeningens strejkekasse på 1,7 milliarder.

Og det kommer bag på Per Sand, at det ikke er flere, der har valgt at benytte sig af lånemuligheden.

- Jeg havde egentlig nok forestillet mig, at der var flere, der havde optaget lånet. Men folk har måske hellere ville suge lidt på labben og valgt at opgive en ferie for at klare sig uden, siger han.

Men selvom torsdag er sidste frist til at søge om lånet for at få det udbetalt 1. maj, betyder det ikke, at der ikke stadig er mulighed for at tage imod den økonomiske hjælp fra lærerforeningen.

- Vi har gjort det på den måde, at vi siger, at folk må lige overveje det. Og så kan man faktisk op til 14 dage efter konfliktens afslutning optage et lån. Så der er 14 dages frist fra på søndag af, siger Per Sand og tilføjer:

- Folk skal have mulighed for at vurdere, om de kan klare det økonomisk uden lånet, eller om det er nødvendigt at tage imod tilbuddet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.