Halvdelen af sygehus kan bruges igen

Stadig beskeden opbakning til plan om nyt sygehus uden for Aalborg

Hospitaler 1. november 2007 05:00

NORDJYLLAND: Omkring halvdelen af de nuværende bygninger ved Sygehus Syd i Aalborg kan bruges igen, hvis regionen vælger at samle alle sygehusfunktioner i Aalborg ved sygehuset. Det er med til at gøre planen om en udbygning af Sygehus Syd et par milliarder kroner billigere end etablering af et nyt sygehus uden for Aalborg. Økonomien spiller en stor rolle i diskussionen om, hvordan sygehusudbygningen i Aalborg skal ske, og det kan blive afgørende, når regionsrådet om knap tre uger skal tage endelig stilling til de to forslag, der er bragt frem. Regionsrådets medlemmer fik i går gennemgået de to forslag til en udbygning. Foreløbig tyder alt på, at planen om en udbygning ved Sygehus Syd har størst tilslutning. Både hos Socialdemokraterne og Venstre, der er de to store grupper i regionsrådet, er der overvejende stemning for en udbygning ved Sygehus Syd. Flere medlemmer overvejer dog deres endelige stillingtagen. Venstre-manden Ole B. Sørensen er en af tvivlerne: - Det er et svært spørgsmål. I øjeblikket vil jeg nok sige - hvis jeg skal sætte procenter på - at jeg hælder 60 mod 40 til en udbygning ved Sygehus Syd. En af fordelene ved Sygehus Syd er, at der kan ske en gradvis udbygning, siger Ole B. Sørensen. Fremtrædende Venstre-folk som gruppeformanden Niels Kristian Kirketerp og Svend Heiselberg er mest stemt for en løsning ved Sygehus Syd. Niels Kristian Kirketerp peger på, at det vil være et par milliarder kroner billigere end et nyt sygehus. - I Venstres gruppe går Marian Geller ind for et nyt sygehus ved universitetet. Den tanke bliver støttet af den radikale Vagn Kvist og socialdemokraten Helle Andersen. Dansk Folkepartis to medlemmer er med på et nyt sygehus, men de vil ikke lægge sig fast på, at det skal ligge ved universitetet: -Jeg ser en række fordele i at bygge nyt. der vil være driftsmæssige fordele, og tilkørselsforholdene kan også blive gode, siger Ib Poulsen (DF). Den konservative gruppe har endnu ikke taget stilling. Gruppeformanden Per Larsen hælder dog mest til en udbygning af Sygehus Syd. Han frygter, at økonomien ved nybyggeri kan blive så anstrengt, at der ikke bliver plads til anlægsprojekter f.eks. i Hjørring og Thisted.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...