Halvdelen kunne ikke høre eller se

Kritik af forhold på møde om flygtninge på Dronninglund Sygehus

Der var stort fremmøde til borgermødet i sidste uge om det kommende asylcenter på Dronninglund Sygehus, og det var svært at høre hvad der blev sagt. Foto: Bent Bach

Der var stort fremmøde til borgermødet i sidste uge om det kommende asylcenter på Dronninglund Sygehus, og det var svært at høre hvad der blev sagt. Foto: Bent Bach

DRONNINGLUND:Der var hård kritik fra flere politikere på byrådsmødet onsdag aften af borgermødet på Dronninglund Skole torsdag aften i sidste uge.

Flere hundrede borgere mødte op til borgermødet for at høre om det kommende asylcenter på Dronninglund Sygehus, men for den bagerste halvdel af salen var det umuligt at høre, hvad der blev sagt oppe foran.

- Det var et godt og velbesøgt møde. Der var nogle få, der var negative, men ellers blev der sendt nogle gode signaler, som jeg synes vi kan være stolte af, sagde Arne M. Jensen (S).

- Men afviklingen var under al kritik. Os nede bagved kunne intet høre og se, fortsatte han.

Borgmester Mikael Klitgaard (V) var enig i, at selv om Brønderslev Kommune ikke var arrangør af borgermødet, burde kommunen have sørget for ordentlige forhold.

- En anden gang skal vi sørge for at det fungerer. Det er faktisk utroligt det gik så godt alligevel. Det kunne have været dråben, der fik bægeret til at flyde over, mente Mikael Klitgaard.

Borgmesteren kunne desuden orientere byrådet om, at han har haft et møde med regionsrådsformand Ulla Astman (S), og viderebragt byrådets ønske om flest mulige sundhedsfunktioner i det nedlagte sygehus i Dronninglund.

- Formanden har forklaret mig at bygningerne i Brønderslev Kommune ikke bliver omfattet af den fremtidige sygehusstruktur. Men neorehabiliteringen i Brønderslev bliver der ikke rørt ved før 2020, så vi har frem til 2020 til at påvirke dén beslutning, sagde Mikael Klitgaard.

Region Nordjylland indgik tirsdag en lejeaftale med Jammerbugt Asylcenter for Dronninglund Sygehus. Flygtningene flytter ind på det tidligere sygehus i næste uge.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.