Uddannelsespolitik

Halvstuderede medlemmer af Folketinget

13 medlemmer af Folketinget har halvfærdige uddannelser, men unge skal gøre som politikerne siger, ikke som de gør, mener Konservatives uddannelsesordfører

KØBENHAVN:De Konservatives uddannelsesordfører Helle Sjelle opfordrer unge studerende til at komme hurtigere gennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet. Selv er den 33-årige ordfører stadig stud.scient.pol ved Københavns Universitet, men hun finder det ikke dobbeltmoralsk at opfordre de studerende til at gøre sig færdige. - Jeg fik en chance, jeg ikke kunne sige nej til, mens jeg sad og skrev speciale. Men jeg vil da gøre det færdigt på et tidspunkt. Lige nu kan det bare ikke forenes med det politiske ansvar, jeg har fået, siger Helle Sjelle. Mindst 13 af Folketingets medlemmer har mere eller mindre uafsluttede uddannelser bag sig, men de fleste har en plan om at afsluttet uddannelsen ved lejlighed. Enkelte har sat sig en deadline, for eksempel Enhedslistens Rune Lund, der afleverer sit speciale på statskundskab til sommer. Helle Sjelle ønsker også at blive kandidat i statskundskab, men i mellemtiden glæder hun sig over, at jobbet som folketingspolitiker er det mest studierelevante, hun kunne få. Hendes partifælle Charlotte Dyremose blev kandidat i statskundskab sidste år, efter at have skrevet specialet i Folketingets ferier. - Jeg vil ikke stå i en situation, hvor jeg er afhængig af at skulle fortsætte som politiker for enhver pris, siger Charlotte Dyremose. De unge politikere, der har et ufærdigt speciale med i bagagen, er helt i tråd med deres jævnaldrende. Adskillige studerende hænger fast i specialesumpen, som det populært kaldes, når færdiggørelsen af studierne udsættes igen og igen. Minister for Videnskab, teknologi og udvikling Helge Sander(V) vil ikke udtale sig om folketingskollegernes uafsluttede uddannelser, men er meget opmærksom på problemet blandt studerende i øvrigt. - Vi har givet øgede bevillinger til vejledning på universiteterne. Det er afgørende, at de unge bliver mere bevidste om, hvad de vil med uddannelsen, og det er vigtigt at de kommer hurtigere igennem, siger Helge Sander. Indsigt forside