Halvt ton hash giver fængselsstraf til lastbilchauffør

En ungarsk lastbilchauffør fik tre og et halvt års fængsel og en udvisning for indsmugling af 625 kilo hash.

En ungarsk lastbilchauffør er blevet idømt fængsel for at smugle hash ind i Danmark. Billedet er af en anden lastbil end den, der blev brugt til at smugle hashen. (Arkivfoto)

En ungarsk lastbilchauffør er blevet idømt fængsel for at smugle hash ind i Danmark. Billedet er af en anden lastbil end den, der blev brugt til at smugle hashen. (Arkivfoto)

ROSKILDE:En 54-årig lastbilchauffør fra Ungarn er ved Retten i Roskilde blevet idømt tre og et halvt års fængsel for at smugle 625 kilo hash ind i Danmark.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Manden er desuden blevet udvist fra Danmark og har fået indrejseforbud for bestandig. Han nægtede sig skyldig og ankede dommen på stedet.

Meget af striden i retten gik på, om den ungarske mand overhovedet var klar over, hvad det var han kørte rundt med i lasten.

Lastbilchaufføren forklarede i retten, at han havde været sikker på, at lasten var fyldt med helt almindelige fødevarer.

Den købte retten dog ikke.

Den fandt det bevist, at manden udmærket var klar over, at han kørte med de ulovlige varer, da anklageren fortalte retten, hvor lastbilchaufføren afleverede sine pakker.

Leverancerne skete på usædvanlige steder, der slet ikke var egnede til at modtage fødevarer, skriver Københavns Politi i pressemeddelelsen.

Sagen har været under Særlig Efterforskning Øst (SEØ), der hører under Københavns Politi, som modtog et tip om indsmuglingen.

Tippet førte til, at den 54-årige lastbilchauffør blev anholdt den 18. august sidste år.

SEØ's efterforskning viste, at han ved tre tidligere lejligheder havde smuglet hash ind i Danmark.

Anklagerfuldmægtig Bjarke N. Andreasen er godt tilfreds med resultatet ved Retten i Roskilde.

- Det er med stor tilfredshed, at der på baggrund af et solidt efterforskningsarbejde af Særlig Efterforskning Øst nu er faldet dom i sagen.

- Dommen viser, at en lastbilchauffør har pligt til at reagere, når omstændighederne og leveringen fremstår meget usædvanlige, og straffens længde afspejler, hvor alvorligt retten ser på grov narkotikakriminalitet, siger han.

Københavns Politi oplyser desuden, at tre andre er dømt i sagen. Det fremgår dog ikke tydeligt, hvad de er dømt for.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.