Ham der med fladskærmen

? Først af alt tak for dine pragtfulde og fornøjelige indslag ... (slettet af censuren). Der er ikke meget, vi kvinder ellers gider læse om håndværksmæssige finurligheder og tingester, men dine sider læses af såvel han som hun her i familien. I februar skrev du om en positiv oplevelse på nettet vedr. reparation af din fladskærm, og nu er det så, at vi så gerne vil vide, hvad hjemmesiden hedder- som du har købt denneskærm igennem. Vi står nemlig og skal til at investere, og der er da ingen grund til at opfinde den dybe tallerken igen, når du allerede har gjort det. Så jeg håber, du vil dele din viden med os. Anita Andersen ! Hej Anita - jeg har funderet lidt over, om det nu også er på sin plads at “gøre reklame” for en bestemt leverandør - fladskærme er jo lidt udenfor mit område. Men jeg synes altså også, at historien er god, og i grunden handler den ikke om fladskærme, men om en meget tiltalende måde at gøre forretninger på - såh, pyt da: www.Simplesoft.dk Han hedder Stig, er løjtnant af reserven og fra Sjælland, men på permanent basis forvist til Varde - hvor de jo selv mener, at de er ganske og aldeles smarte. Stig er derfor IT-rådgiver i den grafiske og kreative branche, som det hedder - altså sådan noget med computerudstyr til trykkerier, ugeaviser, reklamefolk og eksempelvis journalister, sagde hunden. Jeg hader DOS, Windows, Bill Gates og alt, hvad der bare lugter af PC’ere, fordi dette djævelskab kræver, at man skal forstå, hvad der foregår indeni kassen. Så jeg har altid brugt Apple, som virker fortrinligt og helt uden, at jeg fatter en skid. Men den slags er Stig ekspert i. Så jeg køber mit kram hos ham, og når det en sjælden gang går galt, klarer han problemerne over telefonen. Han elsker med hele sin løjtnant-sjæl den digitale logik, stringens og disciplin og kan på et øjeblik forklare den, så også min lille krøllede hjerne fatter fidusen. Prisen er enkel at regne ud, for hvis Stig en enkelt gang imellem er dyrere end den billigste pris på nettet, siger han til. Og her kommer løjtnant-generne igen som en fordel: Han er sådan skruet sammen, at han ville få en sort streg i panden og sove dårligt om natten, hvis han snød nogen for en tyver - jeg ved, at jeg trygt kan lade Stig at finde det rette kram til den rigtige pris. På den måde slipper jeg for at stresse rundt og jage gode tilbud på noget, jeg ikke har forstand på, og det er jo guld værd i min lille butik. At jeg køber det hele hos ham, er så til gengæld guld værd for Stig, fordi han ikke behøver at bruge krudt og penge på at jage nye kunder - vi er en lille udvalgt skare, som kommer tilbage gang på gang og helt af os selv på grund af noget så gammeldags som tillid og faglig viden. Og det er en pointe, det er værd at tænke over: Stig sparer en masse penge til markedføring - istedet kan han give os god service og fornuftige priser. Win-win - er det ikke lige det, vi alle tørster efter? Nå, måske ikke alle, men personligt hader jeg tåbelige tilbudsaviser og vamle reklamer, som rent principielt og logisk er løgn fra ende til anden - jeg hader disse enorme indkøbskatedraler, som udover at være grimme som arvesynden rummer en falskhed i sig, som er direkte fornærmende - og jeg hader især hele dette organiserede bondefangeri, fordi jeg ved, at jeg selv betaler hele gildet. Reelt har du og jeg ikke en chance for at melde os ud af lortet - altså lige bortset fra, når det gælder computere og elektronik, hvor jeg kan ringe til Stig og føle mig som en sand revolutionær, fordi jeg derved dirigerer lidt af pengestrømmen fra Electronic Disneyland til en flink løjtnant i Varde ... Kjeld Bjerre Ps - jeg aner ikke, om Stig gider at sælge computere, skærme og den slags til private, men man har da lov til at prøve.