Hamas opfordrer til fred med Fatah

GAZA:Ismail Haniyeh opfordrer de rivaliserende styrker i hans egen Hamas-bevægelse og i Fatah til at holde op med at skyde efter hinanden. Samtidig siger Haniyeh, premierminister i det palæstinensiske selvstyre, at der ikke kommer en palæstinensisk borgerkrig, selv om scenerne i Gaza i de seneste dage har lignet borgerkrigslignende tilstande. - Borgerkrig er ikke et ord, der eksisterer i den palæstinensiske ordbog, sagde han, inden han gik til møde for at drøfte situationen med de stridende parter. De væbnede sammenstød brød ud, efter at det islamisk-fundamentalistiske Hamas, som sidder på magten i selvstyret, i sidste uge meddelte, at nu har gruppen en ny Hamas-domineret politistyrke på 3000 mand klar til indsats. Haniyeh sagde, at tirsdagens møder mellem Hamas, Fatah og andre væbnede grupper fokuserer på at skabe enhed, og ikke bruge våben men dialog. Men talsmanden tilføjede, at regeringen agter at bevare “opbaknings-styrken”, fordi dens formål er at gøre en ende på kaos i Gaza /ritzau/AFP