Udland

Hamas sender igen raketter mod Tel Aviv

Der er atter luftalarm i den israelske storby Tel Aviv lørdag morgen. To Hamas-raketter er skudt ned.

Hamas sender igen raketter mod Tel Aviv

For fjerde dag i træk hyler sirenerne lørdag morgen i Israels næststørste by, Tel Aviv, hvor der rapporteres om eksplosioner, mens indbyggerne i stort tal søger i ly.

Hamas' militære gren bekræfter at have affyret iranske Fajr 5-raketter mod storbyen, som har været under daglig beskydning, siden konflikten mellem Hamas-ledelsen i Gazastriben og Israel onsdag spidsede til, rapporterer nyhedsbureauet Reuters.

Men raketterne er blevet skudt ned af Israels mobile antiluftskytsbatteri Iron Dome, siger øjenvidner og politiet.

- To raketter blev opsnappet af Iron Dome-systemet, bekræfter Luba Samri, en talsmand for politiet, over for nyhedsbureauet AFP.

Tidligere på dagen slog en raket ned i en etageejendom i den israelske kystby Ashkelon, hvor to mennesker meldes lettere såret.

Ifølge det israelske militær er der siden onsdag blevet affyret omkring 800 raketter mod Israel fra Gaza, hvor israelerne fortsætter deres luftangreb.

Israel indledte onsdag sin største offensiv mod Gazastriben i næsten fire år i et forsøg på at stoppe Hamas' raketangreb. Siden da er 50 indbyggere blevet dræbt i Gaza og yderligere 500 blevet såret, siger lokale hospitalskilder ifølge nyhedsbureauet dpa.

Søndag morgen er blandt andet et barn og en kvinde omkommet i et israelsk angreb.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.