Hamburger SV læner sig op ad historisk nedrykning

I første playoff-kamp om en plads i Bundesligaen måtte Hamburger SV nøjes med uafgjort hjemme mod Karlsruhe.

På sidste spillerunde af Bundesligaen i lørdags slap Hamburger SV lige netop for direkte nedrykning med en hjemmesejr over Schalke 04. Men det kan være en stakket frist.

Torsdag aften måtte HSV på hjemmebane nøjes med 1-1 i den første af to playoff-kampe mod Karlsruhe, der sluttede som nummer tre i 2. Bundesliga, og HSV er altså stadig i stor fare for at rykke ud af den bedste liga - for første gang i dens historie.

HSV kunne næppe have fået en dårligere start på torsdagens kamp. Bare tre minutter var spillet, da Rouwen Hennings bragte Karlsruhe foran 1-0.

Hennings blev topscorer for hele 2. Bundesliga i denne sæson, og han slog til igen, da det var allervigtigst.

HSV havde det meste af spillet i jagten på udligning, og den faldt 17 minutter før tid, da Ivo Ilicevic gjorde til 1-1.

Returkampen spilles i Karlsruhe på mandag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.