Hamilton: Riis var dybt involveret i doping

Den tidligere CSC-rytter Tyler Hamilton slår fast, at holdejer Bjarne Riis fulgte hans dopingprogram tæt.

Hamilton: Riis var dybt involveret i doping

I et interview med DR i forbindelse med udgivelsen af selvbiografien "Det hemmelige løb" fortæller Tyler Hamilton, at holdejer Bjarne Riis var dybt involveret i det dopingprogram, som amerikaneren kørte hos den spanske læge Eufemiano Fuentes.

- Riis vidste alt om, hvad jeg foretog mig med Fuentes. Han ville gerne vide alt, siger Tyler Hamilton til DR.

Den 41-årige amerikaner kørte hos det danske cykelhold Team CSC, som i dag er kendt under navnet Saxo Bank-Tinkoff Bank, i sæsonerne 2002 og 2003.

Hamilton udgav i starten af september sin bog, der på engelsk hedder The Secret Race, hvor han første gang nævnte, at Bjarne Riis var manden, der sendte ham til Eufemiano Fuentes i Madrid.

Men selvom opgaven med at dope Tyler Hamilton tilsyneladende var uddelegeret til den spanske læge, så fulgte den danske holdejer programmet tæt - hævder Hamilton.

- Hver gang vi (Hamilton og Riis) så hinanden til løb eller på træningslejre, snakkede vi om det. Men aldrig foran andre. Vi holdt det altid for os selv.

- Vi prøvede også ikke at tale om det i telefonen, for det var svære tider, da politiet begyndte at interessere sig for det, siger Tyler Hamilton.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.