HAMMEL

At trække på samme hammel betyder at arbejde for at fremme den samme sag. Hammel er et af mange gode, solide danske landbrugsudtryk. Hammel er nemlig betegnelsen for tværstangen foran på en hestevogn, hvor skaglerne (læderremmene) bliver fæstet. Når heste trækker på samme hammel, går de i samme retning. Selve ordet har rødder i højtysk i middelalderen, for "hamel" er en stang eller klods. Byen Hammel ved Århus hedder sådan, fordi hamal er en gammel dansk betegnelse for en bakke. På svensk kender man ordet "hummel", der betyder bjergknold.