Hammerslag på spændende auktion

MIDTBYEN:Eftersynet er startet og fortsætter 2. påskedag mellem klokken 14-17 og tirsdag 22. april 10-17 på den Dødsbo- og Kunstauktion, der kommer under hammeren hos Trolle Henriksen i Borgergade onsdag 23. april fra klokken 10. En række granit- og bronzeskulpturer fremstillet af kunstneren Søren Marinus Jensen er blandt de kunstgenstande, som kommer under hammeren på auktionen. Det drejer sig om cirka 30 skulpturer, der tidligere har været udstillet i Tingbæk Kalkminer og på Kirsten Kjærs Museum. Skulpturerne stammer fra kunstnerens eget dødsbo. På auktionen sælges også arkitekttegnede møbler af blandt andet Børge Mogensen og Poul Kjærholm, ligesom der bliver mulighed for at byde på en række antikke møbler, et antal malerier, porcelæn og andre effekter.