Fodboldlandsholdet

Hamrén: Danmark kan vinde EM

Spanien, Holland og Tyskland er favoritter til næste års EM-slutrunde, men det danske fodboldlandshold kan godt tillade sig at drømme om en gentagelse af EM-triumfen fra 1992.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den tidligere AaB-træner Erik Hamrén, har udtaget Zlatan til den kommende landskamp for Sverige . Foto: Scanpix

Sådan lyder ordene fra Sveriges landstræner Erik Hamrén, der inden fredagens venskabskamp i Parken kalder Morten Olsens mandskab for Holland Light. - Realistisk set kan Danmark og Sverige ikke kæmpe med om medaljer, for der er andre hold med, der er større og har flere verdensstjerner end os. - Min filosofi som leder er, at man skal være realistisk, men hvis man kun er det, så havde AaB måske ikke vundet guld i Superligaen for tre år siden, da jeg var træner i klubben. - Så selv om man er realist, så skal man også turde drømme, for når man drømmer har man en mulighed. Så selvfølgelig kan Danmark tage en medalje til EM. Det er jo sket en gang tidligere, siger Erik Hamrén. Den svenske landstræner, der var træner i AaB fra 2003 og fem år frem, mener, at det danske landshold er inde i en udvikling, der peger i den rigtige retning frem mod slutrunden i Polen og Ukraine til sommer. Især sejrene over Norge og Portugal imponerer. - Danmark gjorde det fantastisk i kvalifikationen. Det begyndte mindre godt, men afslutningen var fantastisk. - Det er et spændende hold med et godt miks af unge spillere og andre med stor erfaring, siger Hamrén, der vurderer, at danskerne spiller med mere fart end tidligere./ritzau/