Han debuterede med en andenplads

16-åri­ge Rune Staudt i den Cit­ro­ën Saxo, som han ud­for­drer de voks­ne kø­re­re med.Foto: Kurt Be­ring

16-åri­ge Rune Staudt i den Cit­ro­ën Saxo, som han ud­for­drer de voks­ne kø­re­re med.Foto: Kurt Be­ring

BRØNDERSLEV:Rune har ingen kørekort, men allerede da han var 14 år, kørte han for fuld udblæsning - op til 110 km i timen - i en gammel Opel Kadett. For nylig debuterede han med en andenplads blandt voksne DM-deltagere, hvor han er landets yngste rally-ræser. Rune Birkholt Staudt er 16 år og går i 10. klasse på Hedegårdsskolen i Brønderslev. Han har benzin i blodet og er arveligt belastet. - Både min far Esben, onkel Jens og fætter Mikael dyrker motorsport. Faktisk var det min tidligere onkel, Søren Larsen - Mikaels far - der startede i 1972, og han er stadig med hver gang hele familien tager ud og kører på en bane, fortæller Rune. Bilerne har de stående hos familien i Manna, hvor der er god plads. - Vi bruger mange timer på at gøre dem klar - jeg og mine svogre Jens Nielsen og Jacob Nellemann. Vi bruger nemt 150 timer tilsammen på at gøre en bil klar til folkeræs, forklarer Esben Staudt. I finalen hver gang Efter tre indledende heat var Rune i finalen hver gang i juniorklassen undtagen den allerførste gang, han deltog. Nu er Rune skiftet til rallycross i en Citroën Saxo 1600 kubik i en 140 hestes motor. Den kan køre 180 km i timen på Jyllands Ringen, men på de mindre baner med mange sving når den nok ikke over 130 km i timen. - Det er spændende, når man sidder ved start-stregen og har konkurrenter på siden, der også vil først til svinget. Og ræset giver et adrenalin-kick, men når man først er i gang, glemmer man alt og koncentrerer sig, fortæller Rune. Han debuterede forleden blandt de voksne i rallycross - i klassen indtil 1600 ccm Gr. N. Det skete i Tyskland, nærmere bestemt på Esterring lige syd for Hamborg, hvor en afdeling af DM skulle afvikles. I de tre indledende runder forbedrede han sig hver gang fra femtebedste til tredjebedste tid. I A-finalen lavede Rune en kanonstart og strøg forbi alle konkurrenterne undtagen den senere vinder. Med andenpladsen kunne han sætte de første 17 point ind på DM-kontoen. Anden afdeling af DM køres på Nisseringen ved Næstved 2. pinsedag. I mellemtiden går han til eksamen i 10. klasse på Hedegårdsskolen. Det har ikke været billigt at sætte den nye rally-bil i stand. - Vi investerer 50.000 kr. i den - plus arbejdstid - alene dækkene koster 5000 kr. Det er såkaldte slicks-dæk, dæk i blødt gummi, så man kan se aftryk af negle, hvis man sætter neglene i. De er også uden mønster - dem skærer vi selv. Sådan et dæk holder kun to-tre DM-afdelinger. - Vi sætter et højt mål: Rune skal komme i top 3 i kampen om DM og deltage i dele af det stærkt besatte svenske juniormesterskab. Senere håber vi, at han kommer til at prøve kræfter i international rallycross, siger Esben Staudt. Men det får ikke Rune til at droppe uddannelsen: - Jeg starter på handelsskolen i Frederikshavn efter sommerferien, siger han. Familien har lavet en støtteforening med nu 50 medlemmer, hvor de gør reklame for sporten. Men de har også sponsorer, for det er en dyr sport.