Han er altid god for en historie fra fortiden

Både aalborgensere og turister kan lære nyt om byen

MIDTBYEN:Turistsæsonen er ved at være slut, men det betyder ikke, at guiderne fra Aalborg Turist og Kongres Bureau får mindre at lave. Tværtimod. Forår og efterår er faktisk travlere end sommeren, når det gælder rundvisninger til byens seværdigheder. Det er nemlig ikke kun sommerturisterne, der gerne vil se Aalborg. Året igennem har turistkontoret masser af henvendelser fra foreninger, institutioner, firmaer, kongresser og også fra private, der gerne vil bestille en guidet tur i byen. Sidste år blev cirka 8000 personer guidet rundt i Aalborg, fordelt på 494 ture. Det kan være busture, der som regel inkluderer et besøg på Lindholm Høje. Eller det kan være til fods, enten i det østlige Aalborg omkring Vor Frue Kirke eller i den vestlige del omkring Budolfi Kirke og Helligåndsklostret. - Der er mange, der spørger efter Helligåndsklostret. Men der kan man også komme indenfor i modsætning til Jens Bangs Stenhus og Aalborghus Slot, hvor man kun kan se kældrene, siger Bodil Faaborg fra turistkontoret. Yndlingsstedet Helligåndsklostret er også den af Aalborgs seværdigheder, der står Bent Thomsens hjerte nærmest. Han har været guide for Aalborg Turist og Kongres Bureau i 17 år, efter at han i 1986 stoppede som major ved forsvaret. - Jeg meldte mig til et kursus og bestod prøven, fortæller han. Lysten til at være turistguide fik han allerede nogle år tidligere, hvor han arbejdede på Bornholm. Venner og familie forventede at blive vist rundt på øen, når de kom på besøg, og Bent Thomsen begyndte at læse bøger, så han kunne svare, når de spurgte. Det fortsatte han med, da han flyttede tilbage til Nordjylland. Bent Thomsen afsøger ikke blot bøgerne for årstal, men også for sjove historier, som han bruger til at gøre historien levende, når han viser rundt i Aalborgs bygninger og gader. Det ukendte springvand Som nu springvandet, der står ved porten ind til Helligåndsklostret, få skridt fra den travle C. W. Obels Plads. - Mange, der har boet i Aalborg hele deres liv, har aldrig set det. Mange har aldrig været inde i klostret, som ellers er en historisk perle. Det glæder mig altid, når jeg kan vise aalborgensere steder i byen, som de ikke kendte. Jeg vil gerne dele det med dem, siger Bent Thomsen. Det smukke springvand stammer fra 1854 og er således omkring 300 år yngre end klostret, der blev grundlagt helt tilbage i midten af 1400-tallet. Oprindeligt stod springvandet slet ikke ved klostret, men på Nytorv. - Baggrunden er, at en stor koleraepidemi i 1853 hærgede hele Danmark. I Aalborg var der ingen brønde. Folk hentede vand fra de fem åer, som slagteren også skyllede døde dyr i, og læderhandleren rensede skind i. Efter epidemien, i 1854, begyndte man at dække åerne til, og byen fik et vandværk. Der blev trukket 14 kilometer vandledninger fra værket på Sønderbro ind til byens gadehjørner, hvor folk fremover kunne hente drikkevand. På Nytorv satte man et springvand, hvor kvinderne kunne mødes, når de hentede vand, fortæller Bent Thomsen. Tre klostre Før reformationen havde Aalborg hele tre klostre, hvoraf de to nu er populære seværdigheder. Foruden Helligåndsklostret er det Gråbrødreklostret, som først blev udgravet for nyligt, og et nonnekloster, som var tilknyttet Vor Frue Kirke. Da den katolske kirke blev smidt på porten, bestemte kongen, at Helligåndsklostret skulle omdannes til latinskole for byens fattige drenge. De boede på stedet og havde som de eneste i byen tiggerpas, som gav dem ret til at tigge mad. - De rige folks børn gik ikke i skole dengang. De blev oplært til at overtage forældrenes virksomhed. Så de fattigste drenge blev de klogeste, beretter Bent Thomsen med et smil. Der var latinskole i det gamle kloster helt frem til 1848, og guiden plejer at vise, hvordan drengene dengang ridsede deres navnetræk ind i murstenene på den bygning, der vendte ud mod skolegården. Banko i refektoriet Inde i klostret kan man stadig se de originale rum med hvidkalkede gamle hvælvinger. I en del af bygningerne er i dag indrettet 25 boliger for ældre mennesker. De mødes sommetider til bankospil i munkenes gamle spisesal, refektoriet, hvor der er højt til loftet, og lyden runger mellem søjlerne. Bent Thomsen holder også af at vise sine grupper ned gennem munkegangen til den såkaldte kapitelsal, hvor munkene sad og læste kapitler af Paulus. Salen er fredet og står under Nationalmuseets beskyttelse på grund af de usædvanligt fine kalkmalerier fra begyndelsen af 1500-tallet. Foruden Jesus på korset er der sære billeder af enhjørninger og griffer og mænd med hoveder som trompeter. - Og læg mærke til den nøgne pige der. Hendes fødder vender forkert, og sådan kunne man altså kende de forføreriske piger, som man burde holde sig fra, peger Bent Thomsen. Sjove anekdoter, årstal og historiske sammenhænge hører alt sammen med til guidens paratviden og indgår i pensum, når nye guider skal til eksamen. Turistkontoret har i den forløbne vinter afholdt et kursus for en halv snes nye guider, og Bent Thomsen var censor til deres eksamen. Alle bestod, så nu har Aalborg Turist og Kongres Bureau op mod en snes dygtige og historisk interesserede guider at trække på, når turister og fastboende vil blive klogere på Aalborgs fortid.