- Han er nu så’n en festlig fyr

Venner og forretningsforbindelser fejrede byens formand Nils Andersen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Pe­ter Skram fra de Sam­vir­ken­de Id­ræts­for­en­in­ger i Aal­borg hav­de en flas­ke Har­ald Jen­sen bræn­de­vin med til Nils An­der­sen.

AALBORG:Med telt i gården, liflig jazzmusik og fadøl i hanen var alt, som det skulle være, da byens købmand Nils Andersen i går holdt reception i anledning af sin 60-års fødselsdag. Med vanlig gæstfrihed og et smil på læben bød ægteparret Lis og Nils Andersen således velkommen til en lang række gæster, der alle var med til at gøre dagen festlig for byens velkendte tekstilkøbmand. - Nils er jo en festlig fyr, så derfor skal ”Grøn jazz” da også spille i dag, konstaterer husorkesterets guitarist, inden han slår strengene an til en rigtig New-orleans’er. I takt med sine mange år som handelsmand i Aalborg, var mange af gæsterne også gode, gamle venner. - Jeg har vel kendt Nils, siden han kom til Aalborg. Først handlede jeg med ham, og siden er vi blevet gode venner. Nils er jo en god fyr med et godt humør, som man aldrig bliver træt af, fortæller Svend Melsen fra Aalborg. Men det var ikke kun gæster fra erhvervslivet, som i går lagde vejen forbi Textil Centrets lokaler og festtelt. Også mange gæster havde kendskab til Nils Andersen gennem Aalborg City, som fødselaren har været formand for siden 1990. Udover gæster fra det politiske liv i byen, var repræsentanter fra flere andre foreninger også på besøg. - Vi har arbejdet sammen med Aalborg City i forbindelse med arrangementer mange gange. Et samarbejde, som hver gang går godt, når Nils er med, siger Peter Skram fra de Samvirkende Idrætsforeninger i Aalborg (SIFA). Men det var ikke kun Nils Andersen, der havde en oplevelsesrig dag i hyggeligt samvær med gæsterne. Konen gennem 38 år, Lis, var også glad på sin mands vegne. - Han er jo en dejlig mand at være gift med, og jeg ved at netop i dag, betyder meget for ham, siger Lis Andersen og fortsætter: - Jo, han har aldrig kunnet side stille, og det har da indimellem været lidt hårdt. Men vi har altid stået sammen og haft mange gode oplevelser sammen, siger Lis Andersen, der også kunne fortælle, at børnebørnene i de senere år har lagt en arbejdsmæssig dæmper på byens travle formand og tekstilkøbmand.