Han er sin egen

Teatret har altid været hans store interesse. Nu udfordrer Aalborg Teaters Jakob Højlev Jørgensen sig selv med en forestilling, hvor han er alene på scenen i 35 roller

Tekst: Claus Smidstrup Foto: Martin Damgård
Jacob Højlev har spillet på Aalborg Teater, siden han i 1998 trådte til som dubleant.
Film 14. september 2009 11:59

Teatret er ikke hele hans liv. - I weekenden synes jeg, det er dejligt at gøre noget andet. Tage ud at rejse. Se familie og se venner og tale om noget helt andet end teater, siger skuespiller ved Aalborg Teater, Jakob Højlev Jørgensen og tilføjer med et skævt grin og løftede øjenbryn: - For så kan jeg bruge det i mit arbejde. Og for det tilfældes skyld, at grinet ikke var tydeligt nok: - Det sidste sagde jeg altså lidt for sjov. Og: - Siger Jakob Højlev med et glimt i øjet. Han gør det ofte, den 38-årige skuespiller, kommenterer på sig selv, skifter tonefald, stemmeleje. I hvert fald i denne tid, hvor han øver ... og øver ... på 'Jeg er min egen kone', hvor han ikke bare er alene på scenen, men også spiller hele 35 forskellige roller. I samme kostume. Nazi-Tyskland - En kæmpeudfordring, siger Jakob Højlev om stykket om transvestitten Charlotte von Mahlsdorfs liv i først Nazi- så Stasi-Tyskland. Fra hun som dreng slog sin far ihjel, til hun som voksen på kant med loven drev museum og husede homoseksuelle i Østtyskland, samtidig med at hun formentlig også var agent for statspolitiet. Og da hun som gammel efter Murens fald blev chikaneret af nynazister og søgte tilflugt i Sverige. Han har arbejdet med stykket i omtrent tre år. På lørdag er der premiere. Først læste han, så researchede han, rejste for eksempel både til Sverige og Tyskland, så oversatte han og skrev det 72 sider lange manuskript og - nu han var i gang - undervisningsmateriale om stykket og den virkelighed, det foregår i. Han har lært manuskriptet udenad, og finpudser nu forestillingen. Det gør han sammen med instruktøren Charlotte Munksø. - Måske skal du have større modstand, når du kommer ned ad trappen. - Det prøver jeg lige. Skuespilleren tager fat igen. Det er vist nederst på side 26. Regissøren bryder ind og gør opmærksom på en fejl. - Åh, undskyld, siger skuespilleren og gør det om. Instruktøren vil godt have Charlotte von Mahlsdorf lidt længere frem på scenen. Have hende til at vise lidt mere trods. På et andet tidspunkt gør instruktøren skuespilleren opmærksom på, at hans karakter skal synes, det er sjovt. Der skal være en lethed bagved, får han at vide. Skuespilleren lytter. Siger så: - Det kan jeg godt bruge til noget. Og spiller igen. Skuespilleren og instruktøren er oppe under loftet på Aalborg Teater sammen med en regissør og en lysdesigner. Ellers alene i mørket sammen med Charlotte von Mahlsdorf og de flere end 30 mennesker, der har været en del af hendes liv. På scenen er også stykkets forfatter, Doug Wright, når Jakob Højlev taler med amerikansk accent og samtaler med Charlotte, der ofte slår en smule over i tysk. Det var teatrets leder, Geir Sveaass, der foreslog Jakob Højlev at læse manuskriptet. Han mente - uden at have læst det, men på baggrund af omtaler af det prisbelønnede stykke - at det var noget for Jakob Højlev. Chefen havde set rigtigt. - Da jeg havde læst stykket, var jeg fuldstændig færdig, siger skuespilleren om historien, der har sat stort præg på hans tilværelse de seneste tre år. En historie, der er almengyldig, fordi den handler om at blive accepteret, om at skulle kæmpe for at komme med. At være udenfor - Vi kender alle fornemmelsen af at være lidt udenfor, mener Jakob Højlev og fortæller, at dét er sat på spidsen for Charlotte von Mahlsdorf, der var født 'forkert' som drengen Lothar Berfelde. En dreng, der gik så langt for sin mor, at han altså slog sin brutale nazistiske far ihjel og levede sit liv på den anden side af det normale. Jakob Højlev lægger til, at historien fortæller mange års verdenshistorie fra et af verdenshistoriens brændpunkter, Berlin. - Det ville ikke være det samme, hvis det var historien om en transvestit i Skørping, kommenterer han. Oppe under loftet øver han på slutningen af første akt. Doug forsøger at udfritte Charlotte om hendes arbejde som agent for Stasi - det kommunistiske regimes politiefterretningstjeneste. Gjorde hun modstand? Var hun skyld i en vens - og konkurrerende antikvitetshandlers - død? Skuespilleren spiller. Instruktøren iagttager. - Det var meget godt gået, siger hun bagefter, men vil godt have det rigtige schwung over kulturministeren, da han overrækker Charlotte von Mahlsdorf den tyske fortjenstmedalje: Das Bundesverdienstkreuz. - Hun kan godt lide at stå i lyset, siger skuespilleren og siger lavmælt til sig selv: Men jeg mangler følgelyset. Han hæver stemmen en anelse og gør diskussionen færdig med et: - Men det kan jeg jo spille mig til. Og så får Charlotte von Mahlsdorf sin medalje én gang til. Nyder udfordringen Jakob Højlev elsker at spille teater og nyder den udfordring, der er at skulle spille alle roller selv. Finde ud af, hvordan man udveksler et blik med sig selv. Får givet liv til alle rollerne, de fem-syv større, og de mange mindre, der taler en række forskellige sprog. Tackler, at den lange monolog er skrevet som et almindeligt manuskript med replikker for alle personerne. Skal gribes af historien - Bare dén leg er lystskabende, siger Jakob Højlev, der både kalder stykket for en kæmpeudfordring og en gave. Det er hårdt, fysisk og mentalt, og han kalder det selv en kraftpræstation, men det er ikke det vigtige. - Jeg vil meget hellere have, at publikum bliver grebet af historien, end at de tænker på, at der kun er én mand på scenen. Skuespilleren har spillet igen. Pause. Instruktøren vender halvt siden til. Hun tænker og siger: Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. - Du kan jo sige: 'Hvor er det godt, Jakob', 'Det er helt fantastisk', mumler skuespilleren tonløst. Drillende. En del af gaven ved at arbejde med stykket er for Jakob Højlev at skulle give sprog til så mange roller. Han synes, sprog er interessant. - Jeg er noget af en sprognørd, smiler ham med et skuldertræk og fortsætter med mere alvor: - Nogle er nødt til at tage vare på sproget. Han understreger, at han ikke er fortaler for 'teater-dansk' , men derimod for, at skuespillere taler naturligt og talenært. - Men det skal være ordentligt, og vi skal gøre vores bedste, synes han og melder sig blandt de - få? - der siger 'premjéminister' og ikke 'premjæreminister'. - Nogen kalder mig for Dansk Sprognævns afdeling på Aalborg Teater, siger han og håber, at det er lidt i kærlighed. Han synes jo ikke, at man skal gå og rette på hinanden, heller ikke selv, om han erkender at have et emsighedsgen. - Det må jeg jo så arbejde med, griner han. Men sprogbevidstheden er ikke en fiks idé. Den hænger tæt sammen med at spille skuespil. Vi er vores sprog, siger han, og derfor har de forskellige roller forskelligt sprog, også selv om de spilles af samme skuespiller. - Der er forskel på: 'Hvad er dén af kammerat' og 'Det vil jeg ikke finde mig i. Det er ikke i overensstemmelse med mine mål for tilværelsen', siger han på henholdsvis højlydt københavnsk og på lavt velmoduleret akademisk. Jakob Højlev understreger sin pointe ved at skifte tempo, rytme og ikke mindst ordvalg og øser af sin viden om punktummer, kommaer og deres varierende betydning. Det kongelige Teater Teatret fangede Jakob Højlev allerede, da han var dreng. Han gik i skole i Albertslund, hvor faderen betjente en kortbølgeradiostation, hvilket gav ret til en tjenestebolig med en lille have og plantage nede bagved. Det var dog henne i skolen, når Jakob og kammeraterne spillede teater, at hans drømme tog retning. Som 11-årig plagede han sine forældre om at få lov at komme på Det kongelige Teater for at se en Alan Ayckbourn-komedie med alle de store, kendte skuespillere. Forventningen var stor, da familien steg på S-toget, frustrationen endnu større, da toget standsede, og der blev meldt om problemer på linjen og forsinkelser i 25 minutter. - Men vi nåede det, siger Jakob Højlev med et stort smil. Han så Vera Gebuhr fra Matador og Søren Pilmark, og den store teaterverden åbnede sig, og scenen lokkede. - Dér ville jeg også op at stå. Lyset skulle skinne på mig. Jeg ville ses, siger den nu 38-årige skuespiller. Sulten på skuespil Fascinationen holdt. Unge Jakob kom på gymnasium. Det kunne han godt lide, selv om det også var noget, der skulle overstås, så han kunne søge ind på teaterskolen. Teaterinteressen voksede endda, blandt andet fordi han i gymnasiet spillede bandelederen Bernardo i West Side Story. - Det, synes jeg, var en fest, smiler han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...