Han giver ikke sådan op

Efter alvorlige skader er 17-årig Sæby-badmintonspiller klar til store turneringer i udlandet

SÆBY:Det store 17-årige Sæby-badmintontalent Kristian Nielsen giver ikke sådan op uden videre. Efter en hård genoptræningsperiode efter alvorlige skader er han nu udtaget til at deltage i to store udenlandske turneringer. Han håber, at det bliver det første skridt på vejen til at vende tilbage til det danske ungdomslandshold. I dagene 24. februar til 8. marts deltager Kristian Nielsen først i Holland i Dutch Open og derefter i Tyskland i German Open. Han håber, at de to turneringen viser, at det går den rigtige vej igen efter skaderne, først et springknæ i september 2000 og en alvorlig meniskenskade i oktober 2001. Det har ind imellem været svært for det store badmintontalent at holdet humøret og modet oppe, når den har stået på slidsom genoptræning, og det så har ført til pludselige overbelastningsskader. Men nu ser det ud til at gå den rigtige vej for Kristian Nielsen, der tidligere har spillet på det danske ungdomslandshold i sin aldersgruppe. Møder verdens bedste I turneringerne i Holland og Tyskland skal Kristian Nielsen deltage i både single og i herredouble sammen med sin faste makker, Kasper Sørensen fra Lindholm. Han venter ikke topplaceringer i de to store turneringer, da han stadig mangler noget i være i topform - og turneringerne har vel at mærke deltagelse af nogle af verdens bedste U 19-spillere. Turen til Holland og Tyskland er tilrettelagt sideløbende med det danske U 19-landshold, som den unge sæbynit i øjeblikket ikke spiller på på grund af skaderne. Op til turneringerne får den unge sæbynit lejlighed til at træne med asiatiske spillere, som hører til blandt de bedste i verden. Det venter han bliver både spændende og lærerigt. I forbindelse med deltagelsen i de to turneringer får Kristian Nielsen i øvrigt sponsorstøtte af Im. Stiholt A/S, Peiter Sport og Forza. Lektiebøgerne med Den unge badmintonspiller læser på Frederikshavn Gymnasium - og han tager bøgerne med til Holland og Tyskland. - Jeg skal læse i perioderne mellem kampene og de to turneringer. Og når jeg begynder igen på gymnasiet skal jeg have ekstratimer. Men det er hele slidet værd, for jeg har nogle dejlige oplevelser i vente. Og kan jeg så samtidig opnå nogle gode resultater set i forhold til min nuværende form, vil det bare være helt fint og sliddet værd, siger det unge badmintontalent.