Han har bildæk og skal tage på

Thure Kjærs mor blev ikke specielt overrasket, da sønnen kom og bekendtgjorde, at han vil vandre 650 kilometer over den grønlandske indlandsis. Til gengæld har det taget hende lang tid at vænne sig til tanken om den farefulde færd

GISTRUP:Selvom han lægger ud med at undskylde dunsten af alkohol, der stammer fra et besøg hos eks kollegerne fra Jomfru Ane Gade, så afslører et diskret snif, at Thure Kjær er friskere end en Vics Blue på akkordarbejde. - Jeg glæder mig som en lille, fed dreng må gøre til chokolade, griner Thure Kjær, da han langer to bildæk ud af den raprøde Hondas bagagerum. Sådan en frostklar 2. juledags morgen er chokolade måske ikke lige det, vi andre har det mest lovende kaloriebudget for. Thure Kjær derimod lever i den omvendte verden. Han drikker nemlig fløde og spiser wienerbrød for at forberede sig på en strabadserende tur over Grønlands indlandsis. - Jeg har aldrig hørt til de største, og på sådan en tur forbrænder man op imod 8 kilo fedt i løbet af den måned, det tager, siger Thure Kjær. Han skal gerne nå at tage et godt fedtdepot på, før han og makkeren Mads Hjelmar tager til Grønland for at vandre fra vestkyst til østkyst på ski. Os og kun os Glem alt om hunde til at trække, glem alt om depoter undervejs. Glem opkald fra kærester og glem gode kriminalromaner i soveposen. - Man tager bare ikke noget med, man ikke enten skal have på eller spise, for det er ualmindelig hårdt og overflødig bagage er der ikke plads til, fortæller Thure Kjær. Han og makkeren er enige om, at vilkårene skal ligne dem, der var på tidligere tiders ekspeditioner, så meget som muligt. - Vi har godt nok en satelittelefon med for en sikkerheds skyld, men vi vil ikke have hverken beskeder eller opkald hjemmefra. Når vi sidder i vores telt efter en lang hård dag, så ved vi jo godt, at der er så og så rart i København og at kæresten savner os, siger Thure Kjær. Det tiltaler ham, at sådan en ekspedition er svær. - Jeg synes, det er fedt at tænke på, at vi kun har os selv at falde tilbage på. Det er ene og alene os, der kan gøre det og kan rette op, hvis noget går galt. En ekspedition som den Thure Kjær og Mads Hjelmar har foran sig, består af cirka 90% planlægning og kun 10% action på selve indlandsisen. De to skal starte i byen Kangarlussuaq på vestkysten, hvor alle rutefly til Grønland lander. Byen ligger nord for hovedstaden Nuuk. Fra lufthavnsbyen Kangarlussuaq til østkyst byen Isortoq er der 650 kilometer målt i fugleflugtslinje og sådan en tur kræver rigtig meget planlægning. - Jeg har været overrasket over, hvor meget det egentlig har krævet at få samlet alle detaljerne og gøre turen mulig, siger Thure Kjær, der har planlagt sin tur gennem knap to år. Skal sidde i fingrene Egentlig skulle han have været af sted med en kammerat, men han sprang fra for et par måneder siden, og så blev Mads Hjelmar anskaffet til lejligheden. - Du får simpelthen ikke lov at rejse over isen alene, så der skal minimum to afsted. Vi ser sådan på det, at går det helt galt, så skal vi pinedød være sammen i de 35 dage det varer, men så behøver vi heller aldrig at ses igen. Det ville være sværere, hvis det var ens bedste barndomskammerat, siger Thure Kjær, der mest frygter stanken i teltet på ekspeditionens sidste dage. I øjeblikket er de to makkere taget på testtur til Norge, hvor de blandt andet skal øve sig i at slå teltet op. - Det skal simpelthen sidde automatisk i fingrene, for når først vi står i tåge og hvidt i hvidt på indlandsisen, så duer det ikke, at vi ikke kan få slået lejr, siger Thure Kjær. Også tidpunktet for turen er nøje udvalgt. - Det er vigtigt at ramme lige præcis det tidspunkt, hvor de kraftige forårsstorme, der let kan rydde en mindre landsby, er overstået. Men det er ligeså vigtigt at komme af sted, før der skal soppes rundt i smeltevand længere henne på sommeren, fortæller Thure Kjær. Pommes frites på basen Som syv årig flyttede han til Gistrup med sine forældre efter at have levet den første del af livet på Grønland. - Jeg tror, idéen har spøgt i mig lige siden dengang. At stå der som en lille knægt og spejde ud over isen. Det har siddet i mig siden, fortæller han. I Lundby Krat hævner turen i gaden sig nu alligevel. - Jeg synes, at de er tungere, end de plejer at være, puster Thure Kjær, mens han for gud ved hvilken gang forcerer en stigning med bildækkene på slæb. Godt nok vejer de to dæk ikke helt så meget som oppakningen på den grønlandske pulk kommer til, men øvelsen går især ud på, at lære kroppen at kende, så Thure Kjær kan træne de dele af systemet, der især syrer til og bliver ømme. - Efter den første træning med dækkene kunne jeg mærke, at særligt den nederste del af ryggen bliver meget øm. Så er det bare om at få trænet den del, siger Thure Kjær. I det hele taget er turen noget af et one-, eller i dette tilfælde, two men show. Undervejs på den udstukne rute ligger en nedlagt flådestation, som i øjeblikket bliver sat i stand til at skulle være turistmål. Men Thure Kjær og Mads Hjelmar skal ikke nyde noget. - Det ville ødelægge det hele, at sidde og spise pommes frites med håndværkerne. Det skal vi ikke have noget af, siger Thure Kjær. Hjemmelavet hundeæde Den mad, de to ekspeditionsdeltagere skal leve af under strabadserne, er også noget af en ernæringsmæssig eksamen at få klar. Det er endnu ikke helt på plads, for de to ville allerhelst have haft et ganske bestemt kosttilskud med sig. - Desværre laver de det ikke til mennesker mere, det kan kun fås som hundemad. Og da foderet er lidt anderledes sammensat, er vi i gang med at eksperimentere med at lave vores eget. Jeg tror nemlig ikke, at jeg kan leve af oksegranulat og benmel i 35 dage, griner Thure Kjær. Bliver den kulinariske oplevelse for sur, kan Thure Kjær se frem til en af de faste traditioner ved Grønlands ekspeditioner. - Det går ud på, at man har små overraskelser med til hinanden. Sådan på 27. dagen når det hele er surt, skoene gnaver og makkeren allerhelst ville være et andet sted, så hiver man en flødebolle frem, som man møjsommeligt har passet på under hele turen. Jeg har besluttet, hvad jeg skal overraske med, men det får I ikke at vide, for så ved Mads det jo også, griner Thure Kjær.