Han har bygget næsten det halve af Agdrupskoven

Mange nybyggere vælger at få deres hus bygget af Tommy Jakobsen

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tommy Ja­kob­sen føl­ger byg­ge­ri­er­ne og har tæt kon­takt til kun­der­ne.

BRØNDERSLEV:Han har aldrig annonceret, og han har ikke nogen hjemmeside. Alligevel har ejer af det lokale Brønderslev-byggefirma TLK Salg og Design, Tommy Jakobsen, mere end nok at lave. Han bygger alle vegne, både i andre byer og i Brønderslev, hvor han bl.a. har bygget næsten hvert andet hus på vejen Agdrupskoven. Eller nærmere betegnet 18 ud af i alt 45 huse. - Nu er jeg godt nok i gang med at få lavet en hjemmeside, men ellers er det mund-til-mund metoden, smiler Tommy Jakobsen. NORDJYSKE møder ham i en skurvogn i den ny udstykning i Brønderslevs nordby, Ådalen, hvor han også bygger. Tommy Jakobsen fortæller om sit firma på en helt-nede-på-jorden agtig måde, selv om det er noget af en succes. For han er ikke interesseret i at flagre op i højere luftlag og blive alt for højt på strå - han vil hellere være tæt på sine kunder og ikke slå større brød op, end han kan bage. Derfor begrænser han sig til at tage det antal opgaver ind, som han ved, at firmaet kan bære. - Jeg siger nej til mange kunder hvert år, fordi jeg ikke har tid til at bygge for dem. Vi bygger otte til tolv huse om året, og det er hvad jeg kvalitetsmæssigt kan stå inde for. Det vigtigste er tilfredse kunder. Jeg har ikke psyke til at have utilfredse kunder. Jeg vil kunne tage en kop kaffe sammen med dem, når vi er færdige med huset, understreger han. Tilfredse kunder er også en nødvendighed, hvis man skal sælge ved mund-til-mund metoden. Ellers anbefaler folk ham ikke længere til hinanden, og der skal ikke være mange folk med dårlige byggeoplevelser, før det kan komme et firma til skade. F.eks. er det vigtigt, at prisen er og bliver som aftalt. - Det vigtigste er tillid. Jeg udskriver f.eks. aldrig ekstraregninger. I den sidste ende betyder 10.000 kroner ikke noget, jeg vil hellere have en tilfreds kunde. Jeg har aldrig haft en retssag, og det håber jeg heller aldrig jeg får, siger Tommy Jakobsen. Huse bliver større TLK Salg og Design blev grundlagt i 2001 og har i alt bygget 78 huse, svarende til mellem otte og tolv om året. Der er ikke så mange ansatte - Tommy Jakobsens kone bruger en dag om ugen på regnskaber, og så er der en tømrerafdeling med tre tømrere. Resten af tømrerarbejdet og alt det andet arbejde foregår med underleverandører, som næsten alle er lokale håndværksmestre. Tommy Jakobsen bygger ikke selv noget sådan rent fysisk. Hans arbejde består i at snakke med kunderne, give tilbud, styre projekterne og den salgs. - Jeg er med hele vejen rundt. Vi laver forskellige priser hver gang og har ikke nogle færdige typehuse. Husene bliver tegnet ud fra kundens ønsker af en arkitekt, og så laver jeg et tilbud, siger Tommy Jakobsen, der rigtigt godt kan lide arbejdet med at være med i processen og nyder arbejdet med kunderne. - Det er spændende, fordi der hele tiden kommer ny typer af huse. F.eks. huse i forskudt plan og med loft til kip. Der sker noget hele tiden, og vi bygger et nyt hus hver gang, fortæller Tommy Jakobsen. En af de tendenser, han kan se, er at folk bygger større. - I starten byggede vi flest huse på 142 kvadratmeter, nu er husene typisk 160-190 kvadratmeter. I dag bygger man næsten aldrig et nyt hus med mindre end to toiletter, og der er ofte også tre værelser ud over soveværelset. Kan godt betale sig Tommy Jakobsen tror på, at Brønderslev vil blive ved med at udvikle sig og at nybyggeriet vil fortsætte nogle år endnu. Han fremhæver udviklingen i nordbyen, hvor der er gang i byggeriet hele tiden. - Ingen tvivl om, at nordbyen er langt det bedste område. Lige nu er det træls, fordi man skal ud til hovedvejen for at komme ud, men nu bliver det snart forbundet med den nye vej til Agdrupvejen, og så kommer det til at hænge sammen, siger han. At folk har så meget mod på at bygge bunder i økonomi, vurderer han, og det er ikke kun de gode lånemuligheder. For skal man købe et ældre hus i Brønderslev med den rigtige beliggenhed, så får man ikke meget hus for 1,5-6 millioner. - Og så skal man oveni købet ofte bruge mange penge på at sætte det i stand. Så er der ikke ret langt til at bygge nyt, siger Tommy Jakobsen. Han vil godt give et slag på tasken på, hvor meget man kan bygge et nyt hus for. - Et hus på 150 kvadratmeter med hvide vægge, skalmuret udvendigt og mahognivinduer for eksempel - det kan vi bygge for omkring 1,65 millioner. Så kommer der have, grund og eventuelt garage oveni, siger han. Foreløbig tyder intet på, at byggeriet standser op, i hvert fald ikke hos Tommy Jakobsen, der ikke har mærket noget til den afmatning i byggebranchen, som man har hørt om på det seneste. Faktisk har han så travlt, at han er booket op i hele 2008. Sandsynligvis. - Der kan jo komme en opgave, der er så nem at gå til, at vi må vurdere det igen, smiler han.