Han har haft et liv fuld af omdrejninger

Efter et helt liv i motorcykelbranchen får Egon Pedersen nu mere fritid til at sysle med... motorcykler

EMNER 2. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Du kommer nok ikke til at møde Egon på golfbanen. Sådan siger hans kone og kompagnon i Frederikshavn MC center, Ingrid Pedersen, mens hovedpersonen selv er i gang med at betjene en kunde. Den nye tilværelse kunne godt komme til at handle om motorcyler stadigvæk. Både mand og kone har kørekort til den tohjulede, og der er masser af mennesker på deres alder, der kører motorcykel. - Der er klubber som the oldies og fossilerne, fortæller Erik Mønster. Han og makkeren Jens Andersen er den direkte grund til at Ingrid og Egon Pedersen skal på pension. De har overtaget forretningen fra 1. september, selvom MC-centret slet ikke var til salg. De to var blevet ledige efter at Sæby Motorcykelcentral lukkede. Men de havde stadig lyst til at blive i branchen. De henvendte sig derfor en dag i forretningen på Hånbækvej og spurgte direkte, om Egon Pedersen ville sælge. - Han svarede nej. Og så snakkede vi ikke mere om den sag. Alligevel besluttede de to sig for at holde sig til. De spurgte endnu en gang og fik nej. Men efter flere måneder ringede Egon Pedersen og sagde, at han godt ville sælge nu. Ingrid Pedersen fortæller, at hendes mand intet sagde om tilbuddet til hende. - En dag da Jens og Erik havde været inde i forretningen, sagde jeg i spøg, at de kunne da købe forretningen. De så godt nok lidt sjove ud, men sagde ikke noget. Det fortalte hun så gemalen, der så afslørede, at de to havde spurgt flere gange, om han ville sælge. Måske var det alligevel tidspunktet. Nu var de rette efterkommere der. De havde været vores kolleger i mange år. Erik havde været 22 år i Sæby og Jens i ti år, så vi kendte dem godt. Og da de besluttede sig for at sælge, betalte køberne prisen. - Men vi var vist også rimelige, siger Ingrid Pedersen med et smil. Egon Pedersen har haft motorcykelforretning i 38 år, og foruden motorcykler sælger han også cykler og scootere. - Det hele startede faktisk med scootere. Vi overtog et parti Vespa scootere fra Knud Uggerhøj mod at vi ville sætte dem i stand, og så begyndte vi at sælge scootere fra et lokale i Asylgade. Forretningen hed faktisk scooterservice, fortæller Egon Pedersen. De havde forskellige lokaler rundt omkring, og det var upraktisk, så de besluttede at bygge forretningen på Hånbækvej. Samtidig fik forretningen navnet Frederikshavn MC center. Lokalerne er gennem årene blevet fyldt op med forskellige ting, der var gode at gemme. For eksempel har Egon Pedersen samtlige årgange af MC Revy, der bruges som opslagsværk. - Det er godt, at han har gemt dem. For de er svære at få fat i. Man kan slet ikke låne dem på biblioteket. Han har overvejet, om I ikke skulle overtage dem, fortæller Ingrid Pedersen. Faktisk har de aftalt, at Erik Mønster og Jens Andersen selv skal afgøre, hvad der skal gemmes og hvad der skal kasseres. - Egon og jeg er nemlig ikke så gode til at smide ud. Vi kan godt lide at gemme ting.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...