Han, hun og krigen

Bataljonchefen, synes at krigen i Irak er på høje tid. Hans libeanesiske kone er imod.

Militær 6. april 2003 08:00
Det kan både betyde at diskutere og at skændes om, det engelske ord argue. Og det er, hvad de somme tider gør - Zeina og Poul Dahl. Men de slås ikke på grund af deres forskellige synspunkter, forsikrer de smilende. Det handler om krigen i Irak, og det er længe siden, de erkendte de divergerende opfattelser, og længe siden, de accepterede dem som en kendsgerning. Næppe nogen vil heller overraskes over, at det er sådan. Hvordan skulle de ellers kunne være gift med hinanden på ottende år: Hun: araber, født og opvokset i Libanon. Han: dansker og officer i det danske forsvar. Så der er heller ingen grund til at trække konfrontationen ud: Zeina Dahl synes, det militære angreb mod Irak er uretfærdigt, unødvendigt og utidigt. Hendes mand mener, det er nødvendigt og på høje tid. Selv om diskussionen er kunstig, fordi vi har sat ægtefællerne stævne i sofaen i parcelhuset i den fredelige idyl i Finderup og har bedt dem nærmest på kommando om at trække fronten mellem sig op, er der hverken skygge af tvivl om, at forskellene i synspunkt er og bliver et grundfæstet vilkår, eller at den indbyrdes uenighed rent faktisk overvindes af gensidig respekt og hengivenhed. Øjne lyver ikke, siger man. Samtalen afslører, at både brune og blå øjne tager farve efter det, der tales om. Ingen af ægtefællerne går ind for Saddam Hussein. Ingen af dem sympatiserer med terrorisme. - Men det er unfair at begynde fra Irak, mener hun. Det kunne være gjort på en mere fredelig måde.. - Det har man forsøgt med våbeninspektører og diplomati og med sanktioner i 12 år, og det har jo ikke hjulpet, replicerer han. Man kan ikke blive ved med at gøre ingenting, imens 20 mio. irakere lider under undertrykkelse og fattigdom. Det skulle være gjort forlængst. - Resolutionerne taler om at afvæbne Saddam og ikke om at skille sig af med styret. Men det er det, man gør nu. - Hvis man skal afvæbne Saddam, er man nødt til at fjerne ham, for man må også forhindre ham i at få den slags våben senere. - Vi ved ikke engang, om han har de våben. Inspektørerne fandt dem jo ikke. Havde man så blot fundet beviser på, at han har snydt, kunne araberne måske bedre have accepteret det. Zeina Dahl er ikke i tvivl om, at krigen i Irak forstærker den arabiske aversion mod Vesten og især imod USA. Både i Irak og i resten af den arabiske verden. - For hvad bliver nu det næste sted, hvor de ikke bryder sig om styret? Vil det være Libanon? Eller et andet sted, hvor der er grupper, man ikke sympatiserer med? spørger hun. Ikke nødvendigvis på egne vegne, men på alle araberes vegne. - Arabere tænker sådan, siger hun. Amerikanerne siger, at de vil sikre demokratiet, men man tilbyder ikke demokrati med våben i hånden. I '91 opfordrede amerikanerne forskellige grupper i Irak til at gøre oprør mod Saddam og lovede at støtte dem, men man gjorde alligevel ingenting for at hjælpe dem. Dengang og mange andre gange kunne man være kommet oprørerne til undsætning, men man forpassede alle chancer. Irakerne tror ikke på, at hjælpen kommer nu. Måske, mener Zeina Dahl, vil irakerne engang, når de bliver frie, værdsætte, hvad der sker, men sorg glemmer man ikke, siger hun og ser på sin mand. Han nikker, for han ved, hvad hun vil sige og forstår tankegangen. - Araberne vil altid huske på, hvad de har mistet og give det videre fra generation til generation. siger hun. Man skaber fanatikere med et dybt had, som det vil være svært at overvinde. Poul Dahl er enig med sin kone i det stykke. Han er ikke i tvivl om, hvem der vinder krigen, men han er på det rene med, at det er sværere at vinde freden. Han er ikke særlig overrasket over, at koalitionsstyrkerne ikke er blevet modtaget af jublende irakere. Det er naturligt, mener han. Faktisk skrev han allerede i 1998 artikler om, at det ville gå, som det gør nu: - Irakerne er blevet ofre for det, man kalder for Stockholm-syndromet - at gidslerne får sympati for den, der holder dem fanget. I snart 13 år er de blevet holdt som gidsler af Saddam Hussein, og kun landets elite ved, hvordan det hænger sammen. For den almindelige iraker er Saddam en helt. Han har beskyttet dem mod de onde amerikanere, siger Poul Dahl. Han støttes af sin kone: - Folk er blevet fattigere og fattigere. De dør af sult, og de giver amerikanerne skylden. Før sanktionerne, siger de, var vi ikke frie, det er sandt, men vi levede godt. Vi havde det godt... Nu ved de ikke, hvem de skal tro. - Og irakerne er jo ikke blot blevet fattigere i løbet af de 12 år. De er undertrykt og tortureret, og Saddam har ryddet dem af vejen, som gjorde modstand. Skulle vi så blive ved med at lade stå til? spørger Poul Dahl. Skulle vi fortsætte de 12 års fejl og lade som ingenting? Nej, mener han. Grøfterne er gravet, og der skal meget og mange år til, før problemerne er løst. Alligevel er den militære indsats nødvendig. - Vi kan ikke tillade disse undertrykkende regimer, som underkuer deres egne folk, og som truer andre lande og freden i det hele taget med gemen afpresning. Se Nordkorea. De kan ikke føde deres egne, men de vil have atomvåben, og nu forlanger de penge for ikke at udvikle dem. Det er jo afpresning. Er det ikke? Han minder om, hvad der skete, da Chamberlain kom hjem efter at have lavet en aftale med Hitler og proklamerede "Fred i vor tid". Krig er ingen spøg for Zeina Dahl. Hun oplever stadig helt konkret sin følelse af angst som en fysisk reaktion i kroppen, når en dansk jager på øvelse flyver lavt hen over Finderup midt i det fredelige Jylland. Derfor er hendes spørgsmål i forlængelse af bemærkningen om Anden Verdenskrig heller ikke et gemytligt apropos: - Hvis tyskerne bare var blevet her i landet, og I ikke mere var danskere, hvad ville I selv gøre, spørger hun, uden at det er et spørgsmål, hun venter svar på. Vi må jo forstå. Uanset holdningen til, om krigen i Irak er på høje tid eller er utidig, er ægtefællerne enige om, at både krigen og reaktionerne på den er knyttet tæt sammen med, hvad der sker i Mellemøsten. - Som araber er det frustrerende at se på israelernes stadige overgreb, uden at nogen gør noget, siger Zeina Dahl. Politisk afstandtagen er åbenbart kun overflade, føler araberne. Israel har besat områder i Libanon i årevis. Ingenting skete. De begår overgreb på palæstinenserne i de besatte områder. Ingenting sker. Og det foregår igen og igen uden retfærdighed - hvis en palæstinenser bliver selvmordsbomber i Israel, straffer man hele hans familie og jævner deres hus med jorden. Men stadigvæk sker der ikke noget..... I Finderup er vi nået tilbage til enigheden, og vi tager forskud på fremtiden. Her holder også det fælles synspunkt: Selv om krigen i Irak føres for demokratiets skyld, skal ingen tro, at det kommer af sig selv. Irakerne selv er slet ikke parate til valg, og hvem skulle de forresten stemme på? - Men det er vigtigt, hvis man virkelig skal kunne skabe en fredelig fremtid, siger Zeina og Poul Dahl, at der bliver tale om et bredt samarbejde om genopbygningen og administrationen af landet, så det ikke blot overlades til amerikanerne. Det er afgørende, at irakerne selv og de omkringliggende arabiske lande er med og får indflydelse. Og samtidig skal mellemøstkonflikten løses. - Så palæstinenserne får deres eget land, deres egen stat og deres egen hovedstad, understreger Zeina Dahl.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...