Han kan ikke klare tyskerne

Tyskland 21. september 2002 08:00

SEJLSTRUP: Der er kommet lidt furer i ansigtet, men sindet er stadig ungt, og kroppen stadig mere spændstig end hos de fleste 65-årige pensionister. Viggo Pedersen har bare ét problem: Han kan ikke klare tyskere. Nu skal det ikke forstås sådan, at den tidligere seminarielærer hader tyskere. Tværtimod rummer hans elskelige væsen også plads til selv den mest pølseædende turist. Men han kan ikke slå dem i atletikkens mangfoldige verden. Det måtte han konstatere ved årets europamesterskaber for veteraner i Berlin. - Ja, jeg må erkende, at de er for skrappe, men de var også alle sammen meget, meget store. Over 190 centimeter og 100 kilo, siger den mere noget spinklere nordjyde efter en sjetteplads i kastefemkampen ... overgået af fem tyskere! Til gengæld vidner en nordisk - og selvfølgelig også dansk - rekord på 4486 point fra EM om, at konkurrencemennesket Viggo Pedersen ikke har mistet lysten eller evnerne til at prøve sine egne grænser af hele tiden. - Den havde stået i over 15 år, så det var jo på tide, at den blev slået. Og jeg vil gerne slå min egen rekord nu, siger han med et karakteristisk grin og henviser til sine resultater fra de danske veteranmesterskaber, hvor han blev mester i alle fem kasteøvelser - hammerkast, kuglestød, diskoskast, vægtkast og spydkast. Undervejs satte han såmænd tre danske rekorder ved at kaste vægten ud på 16,07 meter - de fleste husmødre vil nok kunne kyle badevægten længere, men den vejer heller ikke 9,5 kilo - at få spyddet ud på 38,82 meter og kaste imponerende 45,38 meter i diskoskast. Derudover blev det til 11,05 meter i kuglestød og 41,25 meter i hammerkast. - Bortset fra hammerkast var alle resultaterne fra DM bedre end i Berlin, så jeg tror da på, at jeg kan forbedre min nordiske rekord endnu mere, lover den energiske pensionist. Loge-leder Han har også fået tiden til at træne, siden han for fem år siden sagde farvel til Hjørring Seminarium efter et langt liv som populær lærer for nye generationer af lærere. - Jeg var afsted på et kursus som idrætslærer, hvor jeg kom galt afsted i en håndboldtræning. Jeg fik revet nogle muskler over i venstre overarm. Så var det ikke så let at tage imod nogle i redskabsgymnastik eller måske skulle hente en, der var kørt død, op fra svømmebassinet. Derfor fik jeg en erstatning og holdt op som lærer, fortæller han. Friheden har givet mere tid til atletikken, men også til turene ud på golfbanen med køller, jern og putter. Her har handicappet også fået et tryk i den rigtige retning. Faktisk er der ikke en dag, der går uden fysiske udfoldelser af den ene eller den anden art. Om sommeren atletik, golf og tennis. Om vinteren gymnastik og volleyball. I over 26 år har han haft et gymnastikhold i Hundelev, og han leder noget, der lokalt nærmest omtales som en volleyball-loge. Så populært og svært er det at komme ind på hans motionshold! - Eller også går jeg en tur med min hund ude i klitterne. Jeg skal lave et eller andet hver dag ... og heldigvis mærker jeg ikke noget til skaden i min venstre arm. Musklen er bare lidt kortere og ser lidt mærkelig ud, smiler han. - Idrætten og familien er hele mit liv. Nye mål hele tiden De to ting er ofte blevet kombineret, når fruen i huset, Karen, er blevet hevet med til eksotiske rejsemål som Sydafrika og sidste år Australien. Ferie? Nej, ikke helt. Viggo Pedersen skal lige deltage i veteranverdensmesterskaberne, før de kan lege turister. For fem år siden i Sydafrika var veteranen uheldig, da han stillede op i den krævende tikamp. I favoritøvelsen diskoskast styrtede regnen ned. Det kostede ham omkring 18 meter i forhold til hans aktuelle niveau på det tidspunkt og i sidste ende en medalje. Siden har det været så som så med tikampe på programmet, men efter at han har taget den danske rekord i aldersgruppen fra 65 til 69 år i kastefemkamp, lurer han lidt på et comeback til tikampen. - Jeg kunne godt tænke mig at prøve det ... næste år! Pensionisten sætter sig hele tiden nye mål, for i sportens verden er han langt fra pensionsmoden.toto

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...