Cykelsport

Han kom tæt på Ørnen

Filminstruktøren Tómas Gislason havde helt frie hænder under optagelserne til "Overcoming", der viser nye bløde sider af den ellers så tilknappede Bjarne Riis og hans cykelryttere på Team CSC

Bjarne Riis tog selv sin mikrofon på, når han stod op og tog den først af igen, når han gik i seng efter endnu en etape. Derudover blev cykelholdet Team CSCs chef fra tidlig morgen til sen aften mandsopdækket af utallige kameraer under sidste års Tour De France, hvor filminstruktøren Tómas Gislason agerede fluen på væggen. Resultatet er den nærgående dokumentarfilm "Overcoming", der følger Bjarne Riis og hans bestræbelser på at omdanne en flok individualister til det stærkeste cykelhold i verden. Undervejs viser den tidligere Tour-vinder sig at være andet end en målrettet maskine, der kun tænker på pedaler, point og podiepladser. - I sidste ende handler filmen om en mand, der har bygget et hegn op omkring sig selv, men prøver at blive et rigtigt menneske. Den eneste grund til, at Bjarne sagde ja var, at han troede på, at den ville kunne give ham nogle ting, som han kunne bruge i sit liv. Siden optagelserne er han da også blevet langt mere afslappet i sit forhold til andre mennesker og meget bedre til at formulere sig i interview, og det tror jeg, at filmen har en stor del af æren for, siger Tómas Gislason, der kalder Bjarne Riis for en "lille cykelsocialist, der bekymrer sig om sine ryttere". - Bjarne er for mig et meget indfølende menneske, som en gang imellem falder i og tror, at han skal være hård. Men det bliver bedre hele tiden, og det var en kæmpe oplevelse at se, hvordan han udviklede sig i løbet af den tid, vi var sammen. Den islandske filminstruktør og hans fem kamerahold var både med under forberedelserne til og afviklingen af Tour de France 2004, hvor CSC-rytteren Ivan Basso sluttede på en fornem tredjeplads. I "Overcoming" ser man for første gang, hvad der sker når alle andre tv- og filmkameraer er slukket: Bjarne Riis' kamp med med sine egne og andres høje forventninger, hans nogle gange anstrengte forhold til sine nærmeste medarbejdere, rytternes personlige konflikter, savnet af familien og de snedige aftaler mellem hold og ryttere. - Der var overhovedet ingen begrænsninger, og hverken Bjarne eller rytterne sagde på noget tidspunkt, at vi skulle slukke for kameraet. Jeg gjorde en dyd ud af at fortælle rytterne, at den største helt i filmen ikke ville være den, der kom først over stregen, men ham som blev udsat for en krise og viste, at han kunne komme ud af den, siger Tómas Gislason, der fra begyndelsen gjorde det klart, at han på trods af den store tillid ville vise alt. - Vi havde natkameraer klar, hvis det franske politi skulle storme hotellet i en dopingrazzia. Det var Bjarne helt på det rene med, og vi oplevede aldrig, at der blev smækket nogen døre i hovedet på os, siger filminstruktøren, som håber, at "Overcoming" kan sætte nogle tanker i gang hos de tusindvis af cykelentusiaster, der hver sommer sidder klistret til skærmen eftermiddag efter eftermiddag. - Det har altid været min drøm at vise, hvad der egentlig sker bag kulisserne, og det er lykkedes over al forventning. Men jeg håber også, at filmen kan få mænd til at forstå, at der er mere indhold i livet end at prøve at vinde en bestemt trøje – og at familien for eksempel betyder mere. Den konklusion kommer Michele Bartoli (en af CSCs topryttere) selv til i filmens slutning, og det er faktisk den scene jeg er mest glad for, siger Tómas Gislason. Islændingen har selv været bidt af cykelsporten, siden han i 1976 så Jørgen Leths filmklassiker om Tour de France, "En forårsdag i helvede", der da også har tjent som inspiration til "Overcoming". - Det var en stor ting for at se den film, for den får i den grad én til at reflektere over, hvad livet kan og ikke kan, siger Tómas Gislason, der selv har oplevet Tour de France på nærmeste hold 12 gange og har brugt Jørgen Leth som konsulent på sin egen film om cyklingens årlige højdepunkt.