Han må kunne få job på The Voice

I et halvt år har skagboen Jan R. Jensen ikke kunnet tale

SKAGEN:Datteren tager telefonen - og svarer meget tøvende, da vi spørger om vi kan tale med Jan. En evighed senere er han i røret. Det vil sige, sådan da... Langt, langt væk kan vi ane en svag hvisken: Det er Jan. Den er helt galt med stemmen. Manden anstrenger sig voldsomt, men det er næsten umuligt at høre noget. Og så er det endda meget bedre i dag. I månedsvis har den store skagbo ikke kunnet sige en lyd. Det er i sig selv drønirriterende. Når man skal leve af at være badmintontræner og sælger i underholdningsbranchen, er det en katastrofe. Men skagboen er gjort af et ganske særligt stof og er ikke sådan at slå ud af kurs - også selv om der blæser en modvind. Sagde op efter 22 år For et år siden sagde Jan R. Jensen sit job op som speditør, efter 22 år hos Peter Hansen. Han har altid gået med en arrangør i maven. Det var Jan, der arrangerede afslutningsfesten i den lokale fodboldklub. Eller sendte tre biler afsted til landskamp i Parken. I mange år var han fodboldtræner. Senere blev det badminton. Altid på farten Altid på farten, altid meget snakkende. Jan instruerede, gav gode råd, heppede på sidelinien - men så forsvandt stemmen. Lige nøjagtig hvad der skete, ved han endnu ikke, men utallige besøg hos en talepædagog i Aalborg og et dagligt træningsprogram har hjulpet. Nu tager han telefonen, når han er alene hjemme. For et par måneder siden lod han den ringe - og bad så konen ringe rundt til alle dem, der forgæves havde forsøgt at nå ham - og spørge hvad de ville. Sports College Den 40-årige skagbo er netop begyndt som træner for badmintonspillerne på Nordjyllands Sports College, tre unge mennesker, som Jan træner sammen med syv talenter fra Sæby Badmintonklub. - Av, det lyder ikke godt, sagde de unge mennesker, da de første gang hørte Jans radbrækkede og svage røst. - De skulle bare vide, at det har været meget værre og havde det ikke været fordi jeg har en stærk psyke, var jeg gået ned med flaget, siger Jan. Tur-arrangør Jobbet som tur-arrangør og makker med Steen Christensen i Live Tours Sport & Entertainment i Aalbæk har heller ikke været uproblematisk for arrangøren uden stemme. Aftaler med hoteller og busselskaber har Jan forsøgt at lave pr. mail eller fax. - Men det er altså svært at rykke for et svar, hvis man ikke kan tage telefonen og bare ringe til folk. Til fodboldlandskampen mod Rumænien sendte Live Tours syv fyldte busser afsted. Jan skulle være rejseleder på en af dem ... Kort før afgang måtte han prikke en af deltagerne på skulderen, række ham en kort skriftlig besked og bede ham læse budskabet op for resten af selskabet: Vores rejseleder har mistet stemmen. Jeg har lige overtaget hans job ... Vi behøver næppe tilføje, at Jans begejstring over de danske scoringer var - lydløs. Brænder for nyt job Bortset fra de midlertidige problemer med stemmen, så brænder Jan R. Jensen for jobbet som tur- og koncertarrangør. - Torsdag aften sendte vi 42 fodboldfans til Brøndby-Schalke 04-kampen på Brøndby Stadion. Den 6. december lavede vi gratis koncert i FFK-hallen i Frederikshavn med The Beatles Story, og den 13. december laver vi julefrokost i Skagen Kultur- og Fritidscenter med Johnny Logan. I aftes var der fulde huse i firmahallerne i Frederikshavn, og på lørdag kommer der godt 600 til spisning og julefrokost, før den irske Melodi Grandprix-vinder Johnny Logan med band og Rikke Mølgaard går på scenen The Voice, måske.... Hvad kan det ikke blive til, når Jan R. Jensen genvinder sin gamle, kraftfulde røst: studievært på radiostationen The Voice måske..? Og så dog næppe, for er det noget Jan R. Jensen er, så er det skagbo. Det er hans by, og sådan er det bare.