"Han må være syg i hovedet"

Gang på gang hører man om kriminelle, der skal mentalundersøges. Men få ved, hvad det dækker over

Mia-morderen, Sonja-morderen og alle de andre ophavsmænd til sommerens bestialske forbrydelser bliver mentalundersøgt. Men de færreste ved hvordan det foregår, når retspsykiateren sidder over for mordere og andre kriminelle. - Jeg har aldrig været bange, for det foregår stille og roligt herinde. Det er jo ikke frådende folk, der kommer ind her. Affekten er væk, og det hele er afdramatiseret, for mentalundersøgelsen foregår to-tre måneder efter forbrydelsen, siger Peter Kramp, der er administrerende overlæge på Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik i København. Han har 25 år på bagen som retspsykiater. I den tid har han lavet omkring 2500 undersøgelser, og som overlæge foretager han mange af de indledende psykiatriske interviews. Alarmen lyder sjældent Her bliver observanten, som den sigtede bliver kaldt, informeret om, hvad mentalundersøgelsen går ud på, og at psykiateren ikke har tavshedspligt. Dernæst laver han det psykiatriske interview. - Det er et semistruktureret interview, hvor jeg har et spørgeskema inde i hovedet, der skal være udfyldt, når samtalen er færdig, fortæller Peter Kramp. Hvilken rækkefølge, spørgeskemaet bliver udfyldt i, afhænger af samtalens udvikling. Et startspørgsmål kunne være, om observanten har haft psykiske problemer. - Ja, siger observanten så. Jeg har været indlagt tre gange på psykiatrisk afdeling, og så bliver det naturligt at tale en masse om det på det tidlige tidspunkt, siger Peter Kramp. Til samtalen er Peter Kramp alene med observanten i det hyggelige kontor med kunst på væggene og grønne planter i vinduet. Enkelte gange kan der være fængselspersonale ude på gangen, men det hører til sjældenhederne. Der er dog en lille rød alarmknap i nødstilfælde. Den alarmerer fængselsbetjentene ved siden af i Blegdamsvejens Fængsel, og de kommer lynhurtigt. Peter Kramp kan dog kun huske to episoder. - Den ene gang var der en, som rejste sig og begyndte at hamre hovedet ind i klædeskabsdøren, hvilket larmede meget voldsomt. Den anden gang tog en meget sindssyg kvinde en glaskande og smadrede den, men det var for at snitte i sig selv. Begge gange havde vort eget personale dog beroliget dem inden fængselsbetjentene kom, fortæller Peter Kramp. Næste samtale foregår hos en socialrådgiver, og derefter følger der mindst to samtaler til med en psykiater. Samtidig indsamler man oplysninger om observanten hos andre myndigheder. Peter Kramp betegner klinikkens personale som meget stabilt, men de behøver ikke at være specielt hårde for at arbejde på klinikken. Alligevel har han flere gange været ude for, at alt fra kontorpersonale til psykiatere efter kort tid siger, at de ikke bryder sig om at være der. - Ikke fordi her er væmmeligt, men fordi de ikke kan lade være med at tænke over tingene, når de kommer hjem. Det er ikke fordi, at de er særligt nervøse eller bløde. Sådan er det bare, og så skal de finde sig et andet arbejde, siger Peter Kramp. Nogle husker man Han har dog også selv oplevet sager, som har gjort et stort indtryk. Det kan enten være, fordi de er klinisk interessante eller bare meget tragiske. - En af dem jeg virkelig kan huske, omhandlede en skizofren mand, som sad med Jesushår og hvid hjemmelavet dragt. Og som mange andre svært skizofrene var han helt opslugt i sin egen verden og sad og stirrede ud i luften, fortæller Peter Kramp, mens han illustrerer det hele med hænderne. Manden havde stjålet flere småting. Deriblandt nogle bøger fra en bogkasse udenfor en antikvarboghandel. - Jeg spurgte ham, hvorfor han havde stjålet bøgerne, og blandt dem var Karl Marx samlede værker. Så kiggede han på mig og svarede: Jeg manglede kapital. Det skulle man tro var en joke, men er et meget teknisk eksempel på skizofrene tankeforstyrrelser, siger Peter Kramp. Derudover er der de sager, hvor det hele virker som en stor endeløs tragedie. Og dem er der ifølge Peter Kramp mange af, men han husker specielt én. Det var en sag, hvor manden havde slået konen ihjel, hvilket han også erkendte. Konen til den pensionerede mand var meget svært alkoholisk, og efter hun havde drukket i lang tid, fik hun diarré. - Hele lejligheden var svinet til af den voldsomme diarré, og manden fór rundt og vaskede. Det hjalp ingenting, og sengen og alt andet var svinet til. Han havde ringet efter ambulance og vagtlæge, men hun ville ikke i behandling, så de måtte køre igen. Til sidst vidste han ikke, hvad han skulle gøre, og så slog han hende ihjel. Det er så tragisk, som det overhovedet kan være, siger Peter Kramp. Ingen bluf Mentalundersøgelsen afsluttes efter seks uger med en indstilling til retten, om personen er sindssyg og bør idømmes en særforanstaltning, som kan være dom til behandling, anbringelse eller ambulant behandling. I sidste ende er det rettens beslutning, men de følger oftest henvisningen fra retspsykiateren. Sidste år blev cirka 40 procent af de undersøgte erklæret sindssyge, og Peter Kramp mener ikke, at man kan bluffe sig til diagnosen. - Men hvis de bluffer tilstrækkeligt godt, så opdager vi det ikke, siger han med et smil. Efterfølgende forklarer han dog, at det vil være ekstremt svært, da de er fire personer inde over hver sag, og man skal kende rigtig meget til psykiske sygdomme for at kunne gøre det. En person som Sonjas eller Mias morder eller andre, som den almindelige befolkning synes har lavet en sindssyg gerning, er ikke specielt ofte sindssyg, fortæller Peter Kramp. - Der er det faglige og det folkelige sindssygdomsbegreb. Vi bruger alle udtryk som sindssygt og åndssvagt, men det har ikke noget med de faglige kriterier for sindssygdom at gøre. Psykisk sygdom kan medføre en afvigende adfærd, men en afvigende adfærd er ikke nødvendigvis udtryk for psykisk sygdom. Ligegyldigt hvor mystisk en kriminalitet ser ud, så er det ikke ensbetydende med, at pågældende er psykisk syg, siger Peter Kramp.