Han slipper med en bøde

AALBORG:Jacob Buksti må have den store pengepung frem. 173 km/t på motorvejen udløser takstmæssigt en bøde på 2500 kroner, men så kan den tidligere trafikminister til gengæld glæde sig over, at han ikke bliver frakendt kørekortet. Til en betinget frakendelse af kørekortet skal der nemlig en fartoverskridelse på mindst 70 procent af det tilladte. Det vil på motorvej sige 188 km/t og opefter. Men afdelingsleder Jørgen Jørgensen fra FDM mener ikke, at man skal stirre sig blind på Jakob Bukstis fart på 173 km/t. - Alle moderne biler bremser betydeligt bedre, end de mindstekrav, som loven opstiller. Det skyldes blandt andet ABS-bremsesystemet, som sikrer en meget bedre fordeling af bremsekraften end i gamle dage, hvor man bremsede, indtil dækkene begyndte at ryge. Jørgen Jørgensen understreger, at det også har stor betydning, hvilke dæk, der er på bilen og vejens beskaffenhed. Havde Jacob Buksti optrådt som fartbølle efter 30. april næste år havde han sandsynligvis mistet kørekortet betinget. Fra den dato træder der nemlig nye regler i kraft. Den generelle hastighed på motorvejen sættes i vejret fra 110 km/t til 130 km/t, men samtidig indføres der lavere grænser for frakendelse af kørekortet ved kørsel på motorvej. Grænsen for betinget frakendelse af førerretten sænkes til 160 km/t.