Han tegner bedst under pres

21-årige Benny Mathiesen, Brønderslev skal illustrere to bøger for forfatterskolen

BRØNDERSLEV:Han går rundt på værelset og lytter til gamle jazztoner - Louis Amstrong brummer:"I get ideas". Dét kan få den kreative del af hjernen i gang. Benny Mathiesen drømmer om at leve af at tegne. Foreløbig er han travlt optaget af at lave 18 tegninger - illustrationer til forfatterskolens to novellesamlinger. Alle 66 deltagere har skrevet en novelle hver - de skal udgives i to bøger i efteråret. Derfor skal alle aflevere senest på mandag. - Jeg skal lave de tegninger, jeg kan nå inden trykningen, men jeg regner med at tegne til otte noveller i hver bog - plus forsiderne, fortæller Benny. Han var en tur på forfatterskolen på Nordjyllands Idrætshøjskole i sommer, mens novellerne blev til. - Tegningerne bliver bedre i år, for jeg fik snakket med de unge forfattere og så, da de lavede det. De unge stod i kø for at overtale Benny til at tegne til netop deres historie. Blyantstegninger - Flere af dem har også lavet skitser med idéer. Se for eksempel den her forside til forfatterskolen med danskerne - det var en foræring. Deres bog skal hedde "Ungt blæk". Nederst i midten er en dør og så er der forskellige fantasifulde symboler uden om. - Jeg kan godt lide symboler - selv om jeg ikke ved, hvad der ligger bag dem allesammen. Og så har de bevaret rammen omkring hele motivet, som jeg brugte på sidste års forside. Det virker som om den er guld-indbundet. Benny bruger i år blyant i stedet for blæk. - På den måde får jeg flere detaljer og pænere skygger med. Motiverne er blandt andet fabeldyr og fra den magiske verden. - Der er en del science fiction og nogle troldmandsagtige historier med nogle, der kaster magi, med lyn og ild i hovedet på hinanden. - En skal være oppefra: En fyr fanget i et fangehul med 21 store kampesten omkring. Men jeg kan også godt lide en humoristisk: En mand er meget ked af, at han væltede køer som barn - en ko ramte hans søster, der døde. Benny tegner koen med søsterens hoved, der stikker ud, mens broderen står forfærdet bagved. Han tegner også to piger, der kan forvandle sig til en ulv og en fugl og en skyggeherre, der står over dem i kamp. - Det foregår i en mørk sal med stengulv, en obelisk med symboler og en lyskegle ind ovenfra. Ovenpå obelisken et ottekantet fad og en forundret dreng kigger på. Hurtig og langsom En tegning kan tage tre-fire timer, endnu hurtigere - eller en hel dag. - Det kan ske, når jeg bliver grebet af det og lever mig ind i den verden, jeg tegner - eller hvis det ikke går, som man vil have det. Men en halvfærdig tegning kan også være god. Rundt om i huset har han mange halvfærdige tegninger liggende. - Det hjælper at komme væk fra det - så kan man se, hvad der er galt, når man kommer tilbage. På samme måde kan tegnere også hjælpe hinanden ved at se på det med andre øjne. Dét lille tips lærte han, da han i 2003 var på et halvt år på tegneskole i Viborg. - Det er en kanonoplevelse at se, hvad andre laver. Men jeg elsker at hade andres tegninger. Når jeg ser en tegning, der siger:Bang!, ærgrer jeg mig over, at det ikke var min idé, for det kunne jeg også have lavet, smiler han. Genial kunstner Alle 18 tegninger skal være færdige i september, men han har kun lavet de første par stykker. For egentlig passer det ham ikke at have alt for god tid til det. - Det var et helvede sidste år, hvor jeg lavede ti tegninger. Men jeg får de bedste idéer under pres. Hvis jeg har god tid, kan jeg finde på at lave seks-otte skitser og hele tiden lave skitsen om, sukker han. Når han har travlt, springer han ofte den proces over. - Tegningerne er ikke noget, jeg tjener en masse på - og jeg skal også passe teknisk skole. - Men jeg synes, Jens Jørgen Thorsen var genial:Han smed noget maling op på et stort lærred og kom med nogle provokationer om samfundet. Bagefter forlangte han 80.000 kr. for det - og fik det. Så spurgte han:Er det mig der er dum?, griner Benny. Nu også maleri Han er i øvrigt også selv begyndt at male:En stor saxofon på stærk orange baggrund står på staffeliet. - Det kunne være en opstilling med musik i baggrunden. Det kunne være fedt. Benny har lige anskaffet sig to nye grammofonplade-spillere - med en mixerpult, så han også kan skratche. Det vil sige spille to numre over hinanden og stoppe eller gentage den ene med hånden. - Musikken får mig ofte i gang med at tegne. Jeg kan bedst lide New Orleans Jazz og dub musik, som er en blanding af raggae og beats, siger han og spiller nogle af de intense rytmer. Han er ked af, at de gamle vinylplader er næsten afskaffet - bortset fra når han køber Beatles, Led Zeppelin eller 50'er rock til 10 kr. stykket på loppemarked.