Militær

- Han var den bedste soldat jeg nogensinde har mødt

VODSKOV:Forsvarsminister Søren Gade kom stort set direkte fra Afghanistan til begravelse i Vodskov. Så når han bagefter holdt tale i Sognegården og fortalte om Christian Raaschou som soldat, havde han oplysninger med fra de soldater, der kæmpede sammen med Christian. - Han var altid glad. Han var det, man kalder en grej-nørd. Alt, hvad han havde, var i orden, og hvis ikke forsvaret kunne levere det, han mente, han skulle bruge, så købte han det selv. Han var i ordets bogstaveligste forstand en professionel soldat, sagde ministeren. Christian Raaschou vidste godt, at det var en livsfarlig opgave han skulle ud på, da han i februar tog med hold fem til Afghanistan. For han havde været der før - fra oktober 2006 til februar 2007 kæmpede han i Afghanistan, ligesom han også havde gjort det i Irak, hvor han gjorde tjeneste i tre omgange mellem 2004 og 2007 i både Basra og Bagdad. - De soldater, vi sender ud, er utroligt afklarede unge mennesker. De ved præcist, hvad de går ind til. Der er jo ikke ret mange på 20 år, der har skrevet et testamente hvor der står, hvordan de skal begraves og hvem der skal have deres ting. De er dedikerede til opgaven, fordi de relativt hurtigt kan se, at de gør en forskel for den civile afghaner samtidig med, at de er med til at gøre verden til et sikrere sted, sagde Søren Gade. Altid i godt humør Så trods alderen var Christian Raaschou en erfaren soldat - med rang af overkonstabel af 1. grad ved Garderhusarregimentet. "Han var den bedste ven man kunne tænke sig, han smilede altid, var altid i godt humør, altid klar på en fest og var der altid hvis jeg havde brug for at tale med ham om alt muligt. Christian var soldat til det yderste af fingerspidserne, og han prøvede altid at optimere sin træning og hans udrustning. Han var den bedste soldat jeg nogensinde har mødt og arbejdet sammen med... Jeg ved Christian levede og åndede for livet som soldat og at det var et eventyr for ham, hver gang han drog afsted. Desværre blev denne mission hans sidste", som en af hans venner har skrevet på hjemmesiden facebook, hvor Christians profil stadig står. Rigtig mange af hans venner fra både barndomstiden i Vodskov, gymnasietiden i Nørresundby og soldatertiden har også været inde og skrive mindeord for Christian Raaschou. Også på hjemmesiden for rockbandet DAD bliver Christian mindet, for i mange år var han en inkarnet fan af det danske rockband. Efter folkeskolen tog han studentereksamen på Nørresundby Gymnasium, og begyndte bagefter i forsvaret hos Den Kongelige Livgarde og til sidst var han også i Jægerkorpset. I 2005-2006 var han indskrevet på Aalborg Universitet, men soldaterlivet trak mere. Hans familie har gennem forsvaret meddelt, at de ikke ønsker kontakt med medierne.