Han vil have dig til at tænke - selv

Den 57-årige aalborgensiske installationskunstner Bruno Kjærs nysgerrighed er så stor, at han hellere lytter end taler, akkurat som hans kunst stiller spørgsmål

Blå hoveder flydende i vandet. Lyttende. Bogreoler i landskabet med bøger. Hvide. Fritsvævende bøger i reoler. Brændte reoler. Årets himle fotograferet med en bog i forgrunden. En bog af is. Det er den 57-årige installationskunstner Bruno Kjær, der står bag. Han har fået en idé, syslet med den, udviklet den, grundet over, hvordan den blev ført ud i virkeligheden, indtil den er ude hos betragteren. Som tænker sit. Sådan må det være. - Nogle gange, når jeg bliver spurgt, hvad meningen er, så får jeg lyst til at sige: "Nu har jeg brugt tre måneder på det her, så kan du vel investere et øjeblik på at selv at tænke", siger Bruno Kjær. Mildt. For svaret er vist blevet ved tanken. Installationskunstneren vil gerne hjælpe på vej med en titel og også gerne fortælle, at billedserien med isbøgerne under den skiftende himmel har afsæt i den argentinske forfatter Jorge Luis Borges' "Bogen af sand", hvor han filosoferer over menneskets væren og livets mangfoldighed. Og at han, Bruno Kjær altså, fik lyst til at lave en bog af vand. Det blev så til en isbog, som han under hele projektet havde i sin fryser, så han kunne tage den med ud og fotografere, når himlen havde fået et nyt udtryk, som kunstneren fandt spændende. Bløde skyer, mørke skyer, bare blå. Alt sammen for at lave billedserien "Kosmos", som jo er alt, og også isnende koldt, dér uden for atmosfæren. Men skulle man forklare et værk så omstændigt, så vil meningen opløse sig, synes Bruno Kjær, som på spørgsmålet om, hvorvidt det er vigtigere at sætte tanker i gang end skabe forståelse, svarer: - Jeg synes, det handler meget om at skabe rum for refleksion. Der var, som han siger, ikke noget i sol og måne, der tydede på, at Bruno Kjær skulle blive kunstner, men en dag så den 16-årige arbejdersøn fra Aalborgs midtby et maleri af Anders Kirkegaard. Der var et billede af et menneske uden hud. Det ikke bare talte til den unge betragter, det bjergtog ham, skabte vilde følelser, gav mening, uden han egentlig forstod det. Han havde set malerier før, men det var landskaber og glansbilleder og sagde ham ikke noget, men her var noget fra hans egen tid. - Det er det, god kunst kan. Sige noget uden at sige det direkte, så jeg får følelsen af, at det er lavet til mig, siger han i betragterens sted. Kunst på fuldtid Her 40 år efter har kunsten - det at skabe - stadig grundigt tag i Bruno Kjær, som har etableret sig i den danske kunstverden og undervejs ernæret sig og sin familie ved at være lærer på Danmarks Biblioteksskole - på deltid - men som for to år siden bandt an med at være leder af KunstVærket på Nordkraft, blandt andet fordi det gav ham mulighed for at beskæftige sig med kunst på fuldtid. At opgaven så tager en del mere tid end en normal arbejdsuge, tager han med - også selv om det går ud over den tid, der er til hans egen kunst. - Heldigvis er jeg arbejdsnarkoman, siger han. Betragtet af traurige koøjne Så der bliver tid til at skabe, og det gør Bruno Kjær i Ridemandsmølle i landsbyen Godthåb i Aalborg Kommune. Mens byens borgere har forskellige gøremål i den gamle gårds længer, er Bruno Kjær nu alene om at skabe liv i hovedhuset. Oven på det tidligere bibliotek huserer han på førstesalen, hvor der under de nøgne teglsten er brug for termokedeldragt om vinteren og bare shorts om sommeren. Mens han arbejder, bliver han betragtet af hundredvis af traurige koøjne fra de Anders Hune-malerier, der hænger på alle vægge, i alle gange og mellemgange. Køer, køer og køer, så mange, at det holder op med at give mening. I hvert fald ikke den mening, som et enkelt billede kunne give på et plejehjem, hvor en beboer kunne huske sig tilbage til dengang, da landbolivet så ud som det, Anders Hune - "Ko-maleren" - gengav så flittigt. Bruno Kjær trækker lidt på skuldrene, stopper sin pibe, drikker sin te og lytter til Bruce Springsteen, Patti Smith, Neil Young, Bob Dylan og andre, der har fulgt ham altid. Han ærgrer sig lidt over, at sønnen Anders er flyttet til København, for dermed forsvandt hans indgang til den nyere musik, som han egentlig gerne vil kende til. For nylig var sønnen hjemme for at fejre fødselsdag, og Bruno Kjær beklagede sig lidt over musiksituationen. - Han sagde: "Jamen, far, du lytter vel til den musik, du bedst kan lide", gengiver Bruno Kjær med et smil som hilsen til slægternes gang. - Vi vokser alle sammen op, konstaterer han. Tørt. Han synes jo ikke selv, at kraften og energien er anderledes, end den har været, men han ved godt, at årene er gået. Han husker tydeligt, hvordan han som ung kunstner i Aalborg havde det med "de gamle". At man både kunne se op til dem og synes, at de stod i vejen. Han ved godt, at det nu er hans generation, der "sidder på flæsket", og at nutidens unge har det på samme måde, så han prøver at komme problematikken i møde. Ikke mindst i sin egenskab af kunstnerisk leder af udstillinger i KunstVærket, men eksempelvis også, da han for et par år siden blev bedt om at udstille på Hasseris Gymnasium. Det ville han gerne, men han insisterede på, at det blev sammen med tre unge kunstnere. Ikke kun for at være flink, også fordi han er nysgerrig efter, hvad de unge "går og roder med", og fordi der også skal være kunst, der henvender sig til det unge publikum - akkurat som hans generation gjorde, da de var de unge. Snydeheldig I ungdommens Aalborg - efter mødet med Anders Kirkegaards hudløse kunst - søgte Bruno Kjær kunstneriske legekammerater i Institut for Kunst og Kultur, der trods det imposante navn holdt til i en baggård i Kirkegårdsgade, hvor den kunstneriske ildsjæl Poul Rasmussen lagde lokaler til lokale kunstneres udfoldelser og møder. I kammeratskabskredsen var den 16-årige alene med sin interesse for kunst, men det var - og er - altafgørende for ham at finde nogen at dele interessen med. Et fællesskab at udvikle sig med og i. Det gjorde han i den baggård, hvor han og andre unge viste så stort et engagement, at de snart selv fik en nøgle til lokalerne og trykpressen. De udforskede og lærte - også alt det, man skal vide for at kunne begå sig i kunstens verden. - Når jeg kikker på mit liv, så har jeg haft det snydeheld at have mødt nogle mennesker, der har taget fat i mig. Dengang var det nogle af byens en smule ældre kunstnere, Thorvald Odgaard, Særker Sørensen og Karsten Amstrup fra kunstnergruppen Sæhrimner, der havde set, hvad den unge Bruno Kjær gik og lavede. I begyndelsen gav han sig i kast med koldnålsraderinger. Socialrealistiske, som tiden fordrede det, med motiver eksempelvis fra industribygninger. Det gik godt. I 1978 blev han optaget på sin første censurerede udstilling - en slags blåstempling, fordi værkerne på en sådan udstilling bedømmes af et kunstnerisk udvalg, inden de får adgang. I årene forinden havde Bruno Kjær forsøgt sig på lærerseminariet i Aalborg, men den skole var for sort for hans smag, så det blev blot til et halvt år der. Kunstakademiet var ikke et emne. - Det var alt for stort et spring for en med min baggrund, og så havde akademi en anden klang dengang. Den var vi altså ikke dødimponerede over, siger han og husker, hvordan han og kammeraterne grinede ad akademielever, der malede akkurat som deres lærer. Siden er meget gået i den rigtige retning på kunstakademiet, synes Bruno Kjær, men det var en helt anden, lokal uddannelsesinstitution, Danmarks Biblioteksskole, der fik ham som studerende. Ret tilfældigt. Han havde lagt mærke til, at en anden ung kunstner fik lavet endnu mere grafik, end han selv gjorde, selv om han "arbejdede i døgndrift". Undrede sig, og da han fik at vide, at den anden gik på biblioteksskolen, tænkte Bruno Kjær, at dér måtte han også hen. - Der var vist godt nok nogen, der kaldte mig for skolens første fjernstuderede, mindes Bruno Kjær, der ikke desto mindre fik ganske mange år på skolen. Først som studerende i en tid, hvor bibliotekerne for alvor lagde tidligere tiders tysthed fra sig og i stedet var optagede af, hvad man kunne bruge alle disse dejlige bibliotekslokaler til. - Et fantastisk kreativt videnskabeligt miljø, husker han, som efter studietiden kom tilbage og underviste i 20 år. År, som han er glad for, fordi det både økonomisk og tidsmæssigt betød, at han kunne skabe sin kunst, og fordi han ikke ville have været samværet og påvirkningen fra kolleger og studerende foruden. Bidt af tænder Vigtigt var, at der var tid til kunst ved siden af, men trods succesen kørte Bruno Kjær kold i raderingerne. Han gav sig i kast med linoleumstryk, selv om han godt vidste, at det ikke var dét, han ville. Han vidste bare ikke, hvad det så var, og kaldte sine tryk for "Mellemtidsbilleder". Så skete det en dag, han gik på marken sammen med kunstnerkollegaen Thorvald Odgaard, der gerne gav sig i kast med store materialer. De fandt noget rustent jern. Bruno Kjær syntes, det var flot. - "Ja", sagde Thorvald, "og se - man kan lave tegn i", og så begyndte han at slå på det med en sten. Bruno Kjær husker, at han med ét vidste, hvad han nu ville arbejde med. Akkurat som da han ved en anden lejlighed var ude at rejse med sin familie. Han havde tjent nogle penge, brugt dem på en minibus, fået orlov og var taget af sted tre måneder rundt i Europa. I spanske Salamanca besøgte han katedralen og så et relikvieskrin, hvor der lå nogle mennesketænder. - Wauw, tænder. Det kan jeg bruge til noget, slog det ned i Bruno Kjær, som tænkte forandring, opløsning, holocaust og en hel masse mere. Efterfølgende kastede han sig ud i en lang periode med tænder. En periode, hvor han eksempelvis sammen med en kammerat perfektionerede kunsten at koge en grisekæbe, så tænderne kunne vristes fri. - Aften efter aften stod vi der og kogte, griner Bruno Kjær, som skaffede sig tænder hvor som helst. Han havde glas med tænder, hjortekæber, hvad som helst. Familien fik nok. Hans hustru syntes, det var ulækkert, sønnen protesterede over, at der var tænder overalt. Selv syntes Bruno Kjær ikke, at det var ulækkert, derimod at det er interessant, at vores opfattelse af tænder skifter, alt efter om vi har dem i munden, eller vi ikke har. Fra noget, der passes og pudses, til noget, der opleves som ulækkert. - Det er da en interessant forskel, synes Bruno Kjær, som fik uventet stor succes med sit projekt. Første gang, han viste tænder, var i nogle bunkers ved Aalborg Slot, og det førte til, at han indrettede Tandfeens Rige på Nordjyllands Kunstmuseum - det, der i dag hedder Kunsten. - Jeg tænkte, "det er løgn", da jeg blev spurgt. "Det er da det sidste, jeg egner mig til". Men han var også smigret, sagde ja, og det førte så til, at han blev hyret til at lave scenografi til et teaterstykke og fik prøvet kræfter med den verden. Den ene tand greb så at sige ind i en anden, og et kredsløb blev sat i gang. - En rigtig god proces, siger Bruno Kjær, der godt kan lide, når ting sker. Når noget griber ind i hinanden, når mennesker griber en idé, når mennesker gribes. Selv arbejder han i dag sådan, at han begynder at interessere sig for et tema, får en idé, som han arbejder videre med, og ud fra den vælger han så den teknik, han vil bruge - maleri, skulpturer, tryk - og de samarbejdspartnere, der giver mest mening i sammenhængen - fotografer, filmfolk, musikere. Fornemmelsen i maven Det er ikke, fordi han ser noget forkert i, at nogen finder én udtryksform og så forfiner den. Det er bare ikke den måde, han fungerer på. Han finder først sin historie og så sit udtryk. Det vil sige, der er variationer, som da han i 1998 i forbindelse med en land art-udstilling på Sjælland lod sig inspirere af en sø, der spurgte ham, hvad han kunne bruge den til. Af det grønne, af at skulle udstille udendørs. Det blev til hans lyttende blå hoveder, som han tog frem igen i 2006, fordi han kunne mærke, at han ikke var færdig med dem. De skiftede funktion, blev til en udstilling, "De lyttende", som blandt andet har været rundt i vandhuller i Aalborg Kommune. - Jeg fik følelsen af, at det her fungerer ... jeg plejer ellers at gøre mig umage for at have idéen klar i hovedet på forhånd, siger Bruno Kjær, som samtidig lytter meget til sin mavefornemmelse, når han vurderer sine projekter. - Jeg får den varme fornemmelse i maven, der fortæller: Wauw, nu sker der altså noget. Jeg bliver virkelig høj. På samme måde forsøger han at tale til både følelse og tanke hos betragteren, uden at han tænker sine værker pædagogisk. - Jeg har ikke publikum inde i hovedet på dén måde, siger han. Nogle gange er det tværtimod. Som på hans aktuelle udstilling på hovedbiblioteket i Aalborg, "Skyggebiblioteket", der består af et for publikum ukendt antal anderledes bøger - som en hullet bog, der hedder "Teori med huller" - som bibliotekarerne har placeret, som de syntes. I den forbindelse har Bruno Kjær bedt om, at der ikke er plakater, der fortæller om udstillingen. Med sin udstilling vil han gerne udfordre det ordenssystem, som et bibliotek er eksponent for. Han forestiller sig, at en boglåner finder en af hans anderledes bøger og tænker: hov, den passer da ikke ind her. - Det er jo ikke nogen revolution ... og man kan også bare opfatte det som en sjov skattejagt, og når man ikke ved, hvor mange bøger der er, så ved man heller ikke, hvornår man er færdig. Den hullede teori Faktisk er han blevet kritiseret for, at publikum ikke ved, hvor mange bøger der indgår i udstillingen, og hvordan de finder hen til dem. - Nej, man skal støde ind i dem, når man leder efter noget andet. Det er hele konceptet, siger Bruno Kjær, der i øvrigt er blevet kontaktet af en biblioteksbruger, som havde fundet netop den hullede teori, syntes, det var morsomt, og bagefter fundet ad af, hvem der stod bag. Nysgerrig på mennesker På dén måde interesserer det Bruno Kjær, hvordan publikum reagerer. Nysgerrig, som han er. Han synes, mennesker - og det, de gør - er interessante. Derfor spørger han også hellere, end han fortæller. I hvert fald om sig selv. Han konstaterer, at hans syn på det private ikke helt er i tråd med nutidens, men for det første synes han ikke, at hans private er interessant for andre, og for det andet insisterer han på at gå ud i mellemgangen i toget, hvis hans mobiltelefon ringer. Og det er ikke, fordi han skammer sig over, at telefonen er af ældre dato. Men sin kunst stiller han gerne til skue og til nød sit syn på kunst. Også når det gælder den svære skelnen mellem god og dårlig kunst. - Selvfølgelig er der forskel på god og dårlig kunst, siger han og tilføjer, at forskellen bare ikke er nem at definere, fordi man for længst har overskredet den grænse, hvor det er håndværket, der er afgørende. Det kan naturligvis være et parameter, at man kan male, hvis det er det, man gør, men ellers er der hverken formel eller facitliste. - Det, man så gør, er at kikke på ideen, om den er overbevisende udført, siger Bruno Kjær og konstaterer, at den udvikling gør mange mennesker usikre på, hvordan de nærmer sig kunst. Der kan man hente hjælp i, at en institution, et kunstmuseum for eksempel, så at sige sikrer betragteren en vis kvalitet. Den hjælp får man sjældent, når man støder på Bruno Kjærs kunst et eller andet sted i det offentlige rum - i naturen for eksempel - hvor betragteren og kunsten møder hinanden uden noget filter. - Den dimension holder jeg meget af, siger han, der legede i det rum, da han stillede reoler med bøger op i landskabet. Ud over at bogen har den, siger han, indlysende fordel, at alle kender den, så er den det klassiske symbol på viden. - Og viden og vores opdragelse er altid imellem os og dét, vi betragter, siger han og bruger det til at skabe rum for refleksion. God kunst handler også, synes Bruno Kjær, om at sætte noget på spil. For sig selv og for beskueren. Og selv om gode historier har det med at blive betragtet som pop, så behøver det at skabe kunst ikke at gøre ondt. Ikke for Bruno Kjær i hvert fald. Han smiler: - Det er ikke sådan, at jeg tager verdenssmerten på mig. Det er en god proces. Jeg kan godt lide det.{