EMNER

Han vil skaffe job til nydanskere

29-årige Edin Hajder har åbnet eget firma

HOBRO:29-årige Edin Hajder ved noget om nydanskere. Han kender også en masse virksomheder og har erfaringer med at skaffe flygtninge og indvandrere job. Disse evner sætter han nu til salg. Edin Hajder har taget orlov fra sin stilling som jobkonsulent i Hobro Kommune for at prøve kræfter som selvstændig på det frie marked. 1. januar åbnede han Plus Consult, der indtil videre har adresse i Hajders hjem på Blåbærvej 11 i Hobro. Den 29-årige hobroenser stammer fra Bosnien. Han kom til Danmark i 1994 og har siden 1997 arbejdet for Hobro Kommune, senest som jobkonsulent med opgaven at få blandt andet nydanskere og kontanthjælpsmodtagere i job. Han er netop blevet dansk statsborger og betragter sig også som sådan. Edin Hajder er et skoleeksempel på succesfuld integration. Kun et par måneder efter sin ankomst fra Bosnien fik han arbejde i en skolefritidsordning på Sjælland. Sideløbende med sit arbejde ved Hobro Kommune har han afsluttet en uddannelse i arbejdsmarkedet og personalemanagement på Aalborg Universitet. Det er med det papir i hånden og sin særlige baggrund, at han med Plus Consult tilbyder både private firmaer, offentlige institutioner og kommuner i primært Nordjylland løsninger inden for personaleudvælgelse, vikarservice og integration - Personaleudvælgelse går ud på at finde nye medarbejdere til fast ansættelse. Vikarservice hjælper virksomheder, der har brug for en ekstra hånd en gang i mellem. Integration bliver fokusområde i de næste mange år, og derfor har Plus Consult specialiseret sig i at finde job til nydanskere. Enten dem, der har været i landet i flere år, eller nyankomne flygtninge, fortæller Edin Hajder. Han tror på, at der findes jobs rundt omkring i virksomhederne til nydanskerne. Og han er overbevist om, at det er vigtigt, at flygtninge og indvandrere hurtigt kommer i arbejde. Det giver den bedste integration, og kommunerne sparer penge. Plus Consult påtager sig også opgaver med aktivering af alle kontanthjælpsmodtagere, hjælp til at udarbejde CV og til at lægge det på jobnet.dk, tolkning m.m. Edin Hajder er gift og har to børn. Han blev i foråret valgt ind i skolebestyrelsen på Rosendalskolen.