Han vil styrket tilbage til AaB

FCN et springbræt for Morten Larsen

AALBORG:- Jeg ser FC Nordjylland som et springbræt. Jeg har stadig to år tilbage af min kontrakt med AaB og satser på at komme styrket tilbage til superligaklubben til nytår. Den nye rolle som lejesvend på FC Nordjyllands 1. divisionshold er ikke udtryk for dæmpede ambitioner hos Morten Larsen, selv om den 24-årige angriber i sit fjerde år som AaB'er stadig mangler et markant gennembrud. Ved skiftet fra Hjørring til AaB blev han af den daværende AaB-cheftræner Hans Backe sammenlignet med Liverpool-stjernen Michael Owen, men Morten Larsen føler ikke, at forventninger udefra har tynget ham. - Jeg er min egen største kritiker, men kan ikke lige pege på en bestemt faktor, der er kikset. Selv om AaB i et stykke tid har haft problemer oppe foran, må jeg konstatere, at jeg sjældent har fået chancen, men det er træneren, der sætter holdet, og jeg har ikke behov for at skyde med skarpt i den sammenhæng, lyder det fra en diplomatisk vendelbo, der er noteret for 36 førsteholdskampe i AaB og to superligamål - i efteråret 2001 mod FC Midtjylland og Lyngby. Logisk konsekvens Siden lejeopholdet i Start Kristiansand i foråret 2002 har han kun optrådt seks gange på AaB's superligahold, i alle tilfælde som indhopper langt henne i kampene. Og udsigten til spilletid blev ikke ligefrem styrket, da klubben i den forløbne uge sikrede sig to nye angribere, David Nielsen og Christian Lundberg. - På det grundlag har det været en logisk beslutning at sige ja til tilbuddet fra FC Nordjylland, hvor træner Flemming Nielsen giver signaler om mere spilletid. Jeg ser frem til at få flere kampe i benene, erfaring og hår på brystet på et rimelig højt niveau. Morten Larsen erkender, at konkurrencen om pladserne også er hård i FCN, hvor Bo Nielsen og Glenn Gundersen hidtil har regeret. - For mig vil det være perfekt at blive makker med den ene af dem, men jeg kan også spille yderst på midtbanen, siger den nybagte FCN'er, der trænede første gang med sine nye holdkammerater i går og debuterer i dagens udekamp mod Vejle. Han supplerer den oprindelige trup, så FCN tager 16 spillere afsted. - Men Morten Larsen er med i den endelige 15-mands trup. Han kommer med en friskhed, hurtighed og gennembrudskraft, som vi har savnet, fastslår Flemming Nielsen. FCN-træneren nærer også store forventninger til sin anden nyerhvervelse fra AaB, Malthe Guldager, der dog lige har overvundet en skade og endnu ikke er klar til debut.