- Han virker nogenlunde normal

Drabssigtet mest kendt for sit udseende

AALBORG:- Han er sådan én, man lægger mærke til på grund af hans udseende og hans påklædning - men ellers virker han som en nogenlunde velfungerende mand. Så vidt jeg ved, har ingen her i nabolaget haft problemer med ham, konstaterer en kvinde fra den vej i Aalborg, hvor den 43-årige, drabssigtede skorstensfejer bor i en lejlighed med sin jævnaldrende kone. Kvinden fra nabolaget er rystet over at erfare, hvem den anholdte er - og alligevel kommer det tilsyneladende ikke fuldstændig bag på hende: Hun fortæller, at da hun i går morges snakkede om drabet med en slægtning, fløj det ud af munden på hende, at gerningsmanden da nok var skorstensfejeren fra hendes nabolag. - Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde det, og jeg tog det også i mig igen med det samme. Jeg tænkte, at det kan ikke passe, at det er ham. Men jeg havde set, at der var pressefolk foran hans opgang, og det var altså mærkeligt nok min første indskydelse, at han måske var den anholdte, beretter kvinden. Papfar Senere på dagen i går erfarede hun ad omveje, hvilket arbejde den fængslede mand har, og så var hun ikke længere i tvivl om, at der var tale om manden fra hendes egen vej. Den anholdte har boet i lejligheden i fire-fem år. Først med en kvinde, der så vidt NORDJYSKE erfarer kun var cirka halvt så gammel som han selv, og derefter med sin nuværende kone, som han blev gift med for et par år siden. Hustruen har voksne børn og et lille barnebarn. - Jeg tror ikke, at parret foretog sig ret meget i fritiden, siger kvinden fra nabolaget, som dog husker, at hun har hørt manden omtalt i forbindelse med, at han måske har været spejderleder. Også den dræbte Sonja Emborg var spejder, men umiddelbart tyder intet på, at de to har kendt hinanden fra spejderbevægelsen.