Frederikshavn

Handelschef har sagt op

Helle Nørgaard Pedersen stopper i protest mod nyt formandsemne.

Handelschef Helle Nørgaard Pedersen - har afleveret sin opsigelse.

Handelschef Helle Nørgaard Pedersen - har afleveret sin opsigelse.

Krisen kradser blandt de handlende, og det fører nu til en dramatisk udvikling i handels- og virksomhedsforeningen Frederik i Frederikshavn. Handelschef Helle Nørgaard Pedersen afleverede fredag formiddag sin opsigelse under et bestyrelsesmøde i Handels- og Virksomhedsforeningen Frederik. Årsagen er en strid om, hvem der skal beklæde formandsposten i Frederik, når Ejvind Nielsen efter 10 år som formand trækker sig tilbage på generalforsamlingen 16. februar. Bestyrelsen har ifølge NORDJYSKEs oplysninger længe haft konsulent Kirsten Kjeldberg som eneste emne til formandsposten, men på bestyrelsesmødet fredag blev Per Buch Sørensen foreslået og valgt som nyt formandsemne, og det udløste prompte en opsigelse fra Helle Nørgaard Pedersen. Per Buch Sørensen, der blandt andet driver tøjforretningen Knud E, har stået offentligt frem med kritik af ambitions- og aktivitetsniveauet i Frederik og argumenteret for en mere offensiv stil. - Jeg bebrejder ikke bestyrelsens valg. I den situation vi er i, kan der være god mening i at vælge en formand, der er mere aggressiv og ambitiøs end den nuværende, men min kemi passer bare ikke sammen med Per Buch. Derfor har jeg truffet et personligt valg, siger Helle Nørgaard Pedersen til NORDJYSKE. - Jeg vil ikke spille martyr, men vil hver mogen kunne se mig selv i spejlet med et smil. Derfor traf jeg min beslutning om at sige op. Hun hørte første gang om det nye formandsemne i onsdags. Helle Nørgaard Pedersen har tre måneders opsigelse og har lovet formand Ejvind Nielsen at genoverveje beslutningen i løbet af weekenden. Helle Nørgaard Pedersen startede som handelschef i Frederikshavn 1. januar 2009. Hun kom fra en stilling i Nordjyske Bank. - Jeg var klar over, at jeg satte mig på øretævernes holdeplads. Det har været et spændende år. Jeg har mødt rigtig mange flinke mennesker, men jeg har også mødt modstand og er blevet stødt så dybt, at jeg har lovet mig selv, at der aldrig skulle ske igen. Livet er heldigvis andet end Frederik, og jeg skal nok finde noget nyt, siger Helle Pedersen.