EMNER

Handelsformand efterlyser kommunale kroner

Handelen tilfreds med Kulturnatten - men savner kommunal opbakning

HJØRRING:- Det overordnede indtryk af årets Kulturnat er, at det var en rigtig god aften, hvor vi vel aldrig før har set så mange mennesker i gaderne. Handelsmæssigt hører vi fra butikkerne, at forventningen til omsætningen stort set blev indfriet, siger formanden for Hjørring Handelsstandsforening, Tom Barnbæk efter et bestyrelsesmøde fredag, hvor netop Kulturnatten var på dagsordenen. Tilfredsheden med arrangementet er med andre ord til at få øje på, hvilket også en del pengeinstitutter har - næste år vil de nemlig også være med. - Vi er blevet kontaktet at nogle pengeinstitutter, som gerne vil bidrage økonomisk til næste års Kulturnat - og det er et tilbud, som vi takker ja til, siger Tom Barnbæk, som gerne vil brede Kulturnatten endnu længere ud. Hidtil har det nemlig kun været Hjørring Handelsstandsforening, der har bidraget økonomisk til underholdningen i byen, men nu vil foreningen gerne have flere involveret - også gerne Hjørring Kommune. - Det primære med en Kulturnat er jo at give folk en oplevelse og få en masse mennesker til at se, at der er noget at komme til Hjørring efter. Og det mener jeg jo også, at Hjørring Kommune kunne have en interesse i, siger Tom Barnbæk, som gerne vil være med til at udvikle Kulturnatten til at være hele byens arrangement - mere end kun handelslivets. - Men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at finde ud af, hvor vores politikere egentlig vil hen i øjeblikket. Jeg hører ofte om en kommunal helhedsplan, men det ved jeg simpelthen ikke hvad er for noget - jeg kan ikke se nogen, siger han. Tom Barnbæk er tilhænger af den såkaldte Las Vegas-model, hvor en hel by står sammen om at tiltrække nye kunder og borgere. - Alle må stå sammen om at trække folk hertil. Og når de først er her, ja, så kan vi begynde at konkurrere indbyrdes, siger han.