Handelskrig får Kina til at træde på den økonomiske speeder

USA's told på kinesiske varer har negativ effekt på økonomien. Lempelige krav til banker skal løfte væksten.

Den kinesiske centralbank har sænket kravene for, hvor meget landets banker skal polstre sig med. Det skal sikre yderligere udlån til virksomheder og privatpersoner, hvilket skal understøtte økonomien, der er påvirket negativt af handelskrigen mod USA. Foto: Jason Lee/arkiv/Reuters

Den kinesiske centralbank har sænket kravene for, hvor meget landets banker skal polstre sig med. Det skal sikre yderligere udlån til virksomheder og privatpersoner, hvilket skal understøtte økonomien, der er påvirket negativt af handelskrigen mod USA. Foto: Jason Lee/arkiv/Reuters

Handelskrigen mellem USA og Kina presser den kinesiske vækst, og derfor har Kina givet økonomien en hjælpende hånd.

Kinas centralbank har søndag varslet, at den lemper kravene for, hvor meget bankerne skal polstre sig med.

Det frigiver ifølge Reuters omkring 110 milliarder dollar, hvoraf lidt under halvdelen kan blive lånt ud til virksomheder og privatpersoner til gavn for væksten i økonomien.

- Det er klart Kina, der er hårdest ramt af handelskrigen. Den begynder at have en negativ effekt på eksporten, og derfor vælger man at træde på speederen, siger Allan von Mehren fra Danske Bank.

Den kinesiske beslutning kommer, efter at USA's vicepræsident, Mike Pence, i sidste uge rettede en hård kritik mod Kina.

Det har fået iagttagere til at spekulere i en eskalering af handelskrigen.

Derfor er tiltaget ifølge Allan von Mehren et forsøg på at omstille sig til en fremtid, hvor USA har mindre betydning for landets økonomi, og der kan komme flere i spil.

- Kina har en række værktøjer at bruge. De kan for eksempel sætte gang i investeringer i infrastruktur eller lempe kravene for banker yderligere, siger han.

USA og Kina har bekriget hinanden på handel gennem det meste af 2018.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, er utilfreds med, at USA har et stort handelsunderskud over for Kina.

Det vil sige, at landet importerer markant flere varer, end der bliver sendt den anden vej.

Trump har derfor lagt told på omkring halvdelen af de varer, Kina eksporterer til USA, og kineserne har svaret igen med et lignende tiltag.

Indtil videre er det dog primært Kina, der ifølge Allan von Mehren er ramt af striden, mens den amerikanske økonomi er godt kørende og blandt andet har medvind af store skattelettelser.

I Danmark er effekten på økonomien indtil videre til at overse.

- Det gælder mest de virksomheder, der har meget eksport mod Asien. De oplever nok faldende efterspørgsel, mens virksomheder rettet mod USA oplever et stærkt marked i øjeblikket, siger Allan von Mehren.

Donald Trump har tidligere sagt, at han er klar til at lægge told på alle varer, der går fra Kina til USA.

I 2017 var det varer for 500 milliarder dollar. Til sammenligning eksporterede USA varer for omkring 130 milliarder dollar til Kina sidste år.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst