Handelsminister sender DF-undskyldning til New Zealand

Søren Espersens beklagelse over partifællen Marie Krarups udtalelser bliver oversat og sendt til New Zealand.

Handelsminister sender DF-undskyldning til New Zealand

Dansk Folkepartis undskyldning for folketingsmedlem Marie Krarups (DF) udtalelser om maorierne, der er den oprindelige befolkning i New Zealand, bliver nu oversat og sendt til New Zealand.

Det skriver handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) på sin Facebook-side.

- Godt at Marie Krarup er blevet sat på plads af Søren Espersen (DF). Jeg vil i dag overbringe undskyldningen til newzealænderne, skriver Pia Olsen Dyhr.

Ifølge hendes ministerium bliver Søren Espersens udtalelse nu oversat til engelsk og sendt til et newzealandsk handelskontor i Danmark og til den newzealandske ambassade.

Derudover bliver Dansk Folkepartis undskyldning også sendt til det danske generalkonsulat i New Zealand og til den danske ambassade for Australien og New Zealand, der ligger i den australske hovedstad, Canberra.

Herfra bliver udtalelsen distribueret videre.

Marie Krarup besøgte for nylig New Zealand sammen med Folketingets forsvarsudvalg, og som led i besøget overværede udvalgets medlemmer en maori-velkomsthilsen.

Det fik efterfølgende Marie Krarup til at skrive i en blog, at hun havde følt sig "som en idiot", og at ritualet bestod af "en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori".

Den danske ambassadør for Australien og New Zealand, Børge Petersen, deltog også i besøget og overværede maoriernes velkomsthilsen. Han fortæller, at Marie Krarup var blevet briefet om, hvad det hele gik ud på inden ceremonien.

- Hun spurgte om, hvad traditionen var, og vi gav hende noget på skrift. Flåden havde også sendt noget til os, som vi gav til hende, så hun havde fået baggrundsmateriale om ceremonien, siger Børge Petersen til avisen The New Zealand Herald.

Ifølge Krarups eget udsagn var indlægget ment satirisk, men sådan er det bestemt ikke blevet forstået i New Zealand, og den misforståelse ønskede partitoppen i Dansk Folkeparti at aflive.

Det skete i en udtalelse mandag aften, hvor næstformand Søren Espersen beklagede partifællens indlæg og slog fast, at man som gæst i et andet land skal respektere landet og den måde, befolkningen indretter sig på.

- Vi synes, det er vigtigt, at når det er en sag, som påkalder sig international interesse både i New Zealand og i Storbritannien, er det noget, vi ikke kan have, sagde Søren Espersen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.