Gambia

Handelsskolens møbler får nyt liv

Kantinemøbler gør gavn i Gambia

Arne Holm flytter stole fra parkeringspladsen ved Frederikshavn Handelsskole. Privatfoto

Arne Holm flytter stole fra parkeringspladsen ved Frederikshavn Handelsskole. Privatfoto

Frederikshavn Handelsskole har de seneste år gennemgået en omfattende renovering. Senest har skolens kantine fået en ansigtsløftning - herunder nye møbler. De aflagte kantinemøbler donerer skolen nu til SVF-Skagenskoles projekt i det sydvestlige Gambia i Vest Afrika. SVF-Skagenskolen er en nystiftet forening, som ved hjælp af frivillige kræfter ønsker at bidrage positivt til udviklingen i Gambia med særligt fokus på landsbyen Sambuyan. Under formandskab af Arne Holm har foreningen allerede bygget en skole, som stod færdig i marts 2009 i Sambuyan. En skole til 250 mindre børn. 34 bord og 150 stole Siden har foreningen samlet penge og byggematerialer - og to nye skolebygninger til landsbyens 450 store børn skyder op på den afrikanske jord. Derudover er der en spisesal med plads til over 400 elever på tegnebrættet - og det er her, at Frederikshavn Handelsskoles kantinemøbler skal gøre nytte. - Vi har 34 aflagte kantineborde og dertilhørende 150 stole til at stå i kælderen efter vores renovering af skolens kantine. Vi er ikke i tvivl om, at de møbler selvfølgelig skal med i lastbilen til Afrika - og vi glæder os over, at vi med få midler kan hjælpe med at få etableret en spisesal til flere hundrede børn i Sambuyan, fortæller vagtmester på Frederikshavn Handelsskole Karsten Vingaard. En mangelvare - Møbler er ligesom byggematerialer en mangelvare - og derfor er vi rigtig glade, når vi bliver kontaktet uopfordret med donationer. Vi bygger spisesalen efter de møbler, vi netop har fået. Det fortæller lidt om, hvor meget de betyder, fortæller en engageret Arne Holm, mens han løfter sløret for foreningens kommende projekter. - I samarbejde med Gambia/Nordjylland og en engelsk forening vil vi etablere en sundhedsklinik, hvor landsbyens beboere blandt andet kan blive testet for malaria og dermed får den nødvendige behandling i tide. Herefter er målet at forsyne landsbyen med rent drikkevand ved hjælp af solceller.